Østjyllands Politi: Nyt fra Tilst - onsdag den 13. maj


Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fremstilling i grundlovsforhør i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller i grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 10.00 en 35-årig mand, der er sigtet for grov vold. Ifølge sigtelsen stak den 35-årige, sammen med en anden mand, en 37-årig mand i hånden med en skruetrækker. Forholdet foregik i søndags kl. ca. 18.30 i en lejlighed på en adresse i Randers. Anklageren anmoder om lukkede døre.


**

 

Fremstilling i grundlovsforhør i Retten i Aarhus

Kl. 12.00 fremstiller Østjyllands Politi en 19-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Den 19-årige sigtes for trusler mod vidner. Anklageren vil anmode om lukkede døre, derfor intet yderligere.


**

 

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 13.00

En 41-årig brasiliansk kvinde fremstilles kl. 13.00 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Kvinden blev anholdt, efter Østjyllands Politi i går aftes kort før kl. 22 modtog anmeldelse om, at der kom kvindeskrig fra en lejlighed på en adresse i Tilst. Anmelderen fortalte, at skrigene havde lydt i to timer og var derfor bekymret for, om den skrigende kvinde blev udsat for vold. Da patruljen ankom til stedet traf de kvinden, som var højtråbende og virkede beruset, men som selv forklarede, at hun ikke var blevet slået, og heller ikke fremstod med tegn på vold. Til gengæld viste det sig, at kvinden i 2012 af Midt- og Vestjyllands Politi var blevet idømt et indrejseforbud for bestandigt. Den 41-årige kvinde blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af indrejseforbuddet.


**

 

Røver overfaldt ældre dame

Tirsdag kl. 17.57 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om, at en ældre dame var blevet overfaldet og frarøvet sin taske foran Super Brugsen i Lystrup, og flere patruljer kørte derfor hurtigt til stedet.

En af patruljerne kørte hen til den 74-årige kvinde, som var blevet overfaldet. Kvinden var meget rystet efter oplevelsen og fortalte, at hun havde været inde og handle i Brugsen. Her havde hun fået taget sin pose, hvori hun blandt andet havde noget medicin. På parkeringspladsen foran butikken, havde hun taget kontakt til en mand, som stod med hendes pose. Manden nægtede dog at udlevere den og slog i stedet den 74-årige i ansigtet med en knytnæve.

En vaks borger, der var til stede ved røveriet, var imidlertid fulgt efter gerningsmanden og kunne pege politiet i retning af manden, og en patruljevogn kunne derfor kort efter anholde den 37-årige mand.


**

 

Kastede sten igennem vindue efter uenigheder

Tirsdag kl. 15.18 blev en patrulje fra Østjyllands Politi kaldt til et skænderi foran Fakta i Tilst. Foran butikken samt på en adresse tæt derved, talte betjentene med henholdsvis en 50-årig mand og dennes døtre og en 27-årig kvinde. Skænderiet havde foregået imellem døtrene og den 27-årige og bundede ifølge forklaringer i stridigheder mellem de to familier, som strakte sig flere år tilbage. Efter i første omgang at have talt parterne til ro, kom der pludselig en melding om, at den 50-årige havde kastet en sten igennem den 27-åriges rude. Den 50-årige blev derfor anholdt og sigtet for hærværk.


**

 

Påkørte bil efter vej-uenighed

Tirsdag kl. 17.30 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Øster Alle og Skanderborgvej i Viby, da en 41-årig mandlig bilist, der kom kørende i 2. vognbane på Skanderborgvej, kørte ind i siden på en bil, ført at en 42-årig mand, som kørte i 1. vognbane.

De to mænd havde varierende forklaringer på, hvad der havde ledt op til uheldet. Den 41-årige forklarede, at den 42-årige havde svinget ind foran ham flere gange, skåret ham af fra kørebanen, dyttet og givet fuckfinger. Ifølge hans forklaring skete uheldet, fordi den 42-årige havde accelereret, da den 41-årige ville skifte til 1. vognbane.

Den 42-årige forklarede derimod, at den 41-årige havde været meget truende, udført flere svingninger mod den 42-åriges bil og lavet fagter med armene mod ham. Ifølge den 42-åriges forklaring kørte den 41-årige med fuldt overlæg ind i siden af bilen, hvorefter han pressede den op mod kantstenen. Den 41-årige havde herefter været opfarende og aggressiv, og den 42-årige frygtede for, hvad han ville gøre. Da flere vidner optog hændelsen, havde den 41-årige dog forsøgt at køre fra stedet, men skaderne på bilen gjorde, at det ikke var muligt. Herefter ankom politiet.

Forklaringer fra vidner på stedet understøttede den 42-åriges forklaring, og den 41-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for at forvolde fare for liv eller førlighed ved bevidst at påkøre den 42-årige. Heldigvis kom ingen umiddelbart til skade ved uheldet.


**

 

To mænd anholdt med hash og skunk under bilsæde

To mænd på henholdsvis 20 og 22 år blev i går anholdt efter at være blevet standset i bil af en patrulje til en rutinekontrol på Nørre Allé i Aarhus. Ved en ransagning af bilen viste det sig, at de to mænd havde flere kontanter og en større mængde hash og skunk gem i en pose under et af sæderne i bilen. De to mænd blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.


**

 

Færdsel

Tirsdag kl. 11.39 skete der et færdselsuheld på Skolebakken i Aarhus, da en 72-årig angiveligt på grund af uopmærksomhed gik ind i et letbanetog. Toget kørte med lav hastighed og manden væltede om på jorden, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

En 30-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 11.18 anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Skovlyvej i Randers. En 61-årig kvindelig passager blev desuden sigtet for ikke at ville give sine oplysninger til politiet.

Tirsdag kl. 20.02 skete der et færdselsuheld på Strynøvænget i Tilst. Uheldet skete, da en 23-årig mandlig bilist var uopmærksom, fordi han havde tabt en cigaret på gulvet, og derfor påkørte en 25-årig mandlig bilist bagfra, hvilket skubbede den 25-åriges bil frem i en 58-årig mandlig bilist.

Natten til onsdag kl. 00.16 skete der et færdselsuheld, da en 26-årig mandlig bilist påkørte et lyssignal i krydset mellem Holmstrupgårdsvej og Edwin Rahrs Vej i Brabrand. Den 26-årige var frakendt førerretten og nægtede at opgive sine oplysninger, og blev derfor også sigtet for begge dele.


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Stationsvej i Nimtofte begået mellem den 11/2 kl. 12.00 og den 11/5 kl. 12.50
Kilde: Østjyllands Politi