Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør.
**
58-årig svært tilskadekommen efter brand i Randers
Østjyllands Politi modtog søndag kl. 11.48 anmeldelse om brand i en etageejendom på Sjællandsgade i Randers. En patruljevogn kørte straks til stedet, hvor der var flammer og sort røg ud af flere vinduer. Brandvæsnet påbegyndte slukning og sendte røgdykkere ind for at tjekke, om der var beboere i opgangen.
En 58-årig mand med adresse i lejligheden blev reddet ud via altanen og herefter fløjet til Rigshospitalet i helikopter, hvor han modtager behandling for svære brandskader. Den 58-årige er fortsat i kritisk tilstand.
Branden blev slukket helt i løbet af eftermiddagen, og Østjyllands Politi efterforsker årsagen til branden. Ingen yderligere personer kom til skade ved branden.
**
Kvinde standset af falske betjente
En 28-årig kvinde blev søndag morgen standset af tre mænd, der udgav sig for at være fra politiet. Kvinden kom kørende på Gl. Århusvej i Randers kort før kl. 09.49. En bagvedkørende sort Seat tændte et udrykningsblink i forruden, og kvinden holdt derfor ind til siden og standsede.
Kvinden fortæller, at de tre personer i bilen rettede henvendelse til hende, sagde hun kørte for stærkt og bad om et kørekort. Kvinden var skeptisk og bad derfor mændene om at se politi-ID. Det gjorde øjensynligt mændene vrede, og tonen blev nu ubehagelig. Mændene truede kvinden med, at hun ville ryge ind i deres bil, hvis hun ikke viste kørekort, men de endte dog med at køre fra stedet i retning mod Aarhus.
Køretøjet beskrives som en ældre, sort Seat af ukendt model med en rød skærmkant ved venstre forhjul og uden nummerplader på. De tre mænd var ca. 22-25 år, to af dansk udseende og én af udenlandsk udseende. Østjyllands Politi hører gerne fra folk, der kan have oplysninger om mændene eller bilen på tlf. 114.
Hvis du er i tvivl om, om en person rettelig er fra politiet, kan du altid bede om at få vist politi-ID. Bliver du udsat for en falsk betjent, skal du altid ringe til politiet med det samme.
**
Mand gramsede på flere ansatte i supermarked
En 32-årig mand blev søndag eftermiddag anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse efter at have taget flere ansatte i Fakta i Randers NØ på numsen. Den 32-årige blev tilbageholdt i butikken, da han søndag kl. 17.43 besøgte butikken for at købe en energidrik. Tidligere på dagen havde han besøgt butikken og her taget flere ansatte på numsen, og en ansat havde genkendt ham, da han kom tilbage til butikken.
**
Stukket i hånden med en skruetrækker
En patrulje kørte søndag kl. 18.26 til en adresse i Randers, hvorfra der var kommet anmeldelse om et knivstikkeri. Ifølge forklaringer fra en 51-årig kvinde og en 58-årig mand, som befandt sig i lejligheden, var to mænd pludseligt kommet ind i lejligheden og havde stukket en 37-årig mand i hånden med en skruetrækker.
Politiet har en god idé om, hvem mændene er, og efterforsker nu sagen yderligere.
**
Travl bilist anholdt
En 33-årig mandlig bilist blev mandag kl. 00.51 anholdt og sigtet for at lægge hindringer i vejen for udførelse af politiets arbejde og for ikke at efterkomme anvisninger, efter at han var blevet standset af en patrulje på Huginsvej i Åbyhøj.
Patruljen blev opmærksomme på den 33-årige, da han kørte hurtigere end det tilladte, og fik derfor bilen standset og bad ham om at stige ud. Det var den 33-årige var dog stærkt utilfreds med, og umiddelbart efter, han havde afleveret sit kørekort, slog han det ud af hånden på betjenten. Den 33-årige oplyste herefter, at han altså ikke havde tid til at snakke med politiet, hvorefter han hurtigt bevægede sig hen til bilens førerside for at køre fra stedet. Betjentene gav flere gange den 33-årige besked på at blive uden for bilen, men manden satte sig alligevel ind på førersædet og forsøgte at sætte bilen i gear.
Betjentene fortalte gentagne gange den 33-årige, at han skulle komme ud, men han blev ved med at sige, at han ikke havde tid. Til sidst måtte de to betjente hive manden ud af bilen, men den 33-årige kæmpede så meget imod, at han måtte ilægges håndjern.
**
Dreng anholdt efter indbrud i ungdomsklub
Søndag aften kl. 23.13 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om et indbrud i ungdomsklubben ved Rosenvangsskolen i Viby. En hundepatrulje kørte hurtigt til stedet og mødte ved et busstoppested ca. 100 meter syd for skolen, fire drenge med et fladskærms-tv under armen. Da drengene fik øje på betjentene, løb de tre fra stedet, mens den sidste, som var en dreng på 16 år, blev stående.
Den 16-årige blev anholdt og sigtet for indbrud. Området blev efterfølgende gennemsøgt med hunde, men det lykkedes ikke at finde de tre andre drenge.
**
14- og 15-årige piger sigtet for tyveri fra Bilka
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte søndag kl. 16.00 til Bilka i Tilst, hvor en butiksdetektiv havde tilbageholdt to piger på 14 og 15 år, som havde stjålet parfume og skintonic fra butikken. De to piger blev pågrebet uden for butikken, mens en dreng, der havde været i butikken sammen med dem, løb fra stedet.
De to piger blev sigtet for butikstyveri og betjentene ringede efter deres forældre, som hentede pigerne i butikken, ligesom de sociale myndigheder blev underrettet.
**
Bagsædepassager havde joints i lommerne
En 20-årig mandlig bilist blev natten til mandag kl. 00.34 standset af en patrulje på Herredsvej i Aarhus V til en rutinekontrol. Den ene af betjentene henvendte sig til den 20-årige, som ikke havde sit kørekort med. I bilen sad desuden en 21-årig mand og på bagsædet endnu en 20-årig mand, som ikke havde sikkerhedssele på og som sad med en tændt joint i hånden.
Da den 20-årige på bagsædet blev visiteret, fandt betjentene yderligere 10 joints og en mindre mængde hash. Den 20-årige chauffør blev sigtet for narkokørsel og for ikke at medbringe kørekort, mens den 20-årige på bagsædet blev sigtet for besiddelse af narko og for ikke at have sikkerhedssele på.
**
Anholdt for at råbe skældsord efter politiet
I løbet af dagen søndag var patruljer fra Østjyllands Politi flere gange på besøg på den samme adresse i Randers, hvor stemningen var blevet lige vel festlig og højrøstet. Betjenten var første gang forbi kl. 08.25, hvor de tilstedeværende blev bedt om at dæmpe sig.
Da en patrulje kl. 11.28 igen var på besøg for at bede dem dæmpe sig, råbte en 58-årig mand flere gange efter patruljen ud af vinduet. Den 58-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
**
Skur ved fritidshjem udbrændt
Søndag morgen kl. 05.45 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om brand ved et fritidshjem på Holmstrupgårdvej i Brabrand. En patrulje kørte hurtigt til stedet, hvor brandvæsnet var i gang med slukning af et skur, som allerede var fuldstændig udbrændt. Det udbrændte skur stod ved et fritidshjem, som har stået tomt i flere år, og ingen personer kom til skade ved branden.
**
Færdsel
Søndag kl. 14.03 skete der et færdselsuheld på Bernhard Jensens Boulevard i Aarhus, da en 29-årig mandlig bilist påkørte et skilt og derefter kørte fra stedet uden at underrette politi eller kommune om uheldet. Ifølge vidner skete uheldet, da den 29-årige kørte vildt ved Aarhus Ø og driftede på stedet. Den 29-årige blev sigtet for ikke at overholde sine forpligtelser ved færdselsuheld.
Søndag kl. 19.42 skete der et færdselsuheld på Viborgvej ud for Sabro, da en personbil påkørte en 43-årig mandlig motorcyklist. Personbilen kørte herefter fra stedet. Den 43-årige slog sin skulder af led, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade. Østjyllands Politi hører gerne fra personer med oplysninger om personbilen på tlf. 114.
Søndag kl. 23.14 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Silkeborgvej og Åby Ringvej i Åbyhøj. Uheldet skete ifølge vidner på stedet, da 24-årig mandlig bilist kørte over for rødt, og derved ramte en patruljevogn fra Østjyllands Politi. Ingen personer kom til skade ved uheldet, mens begge biler fik betydelige skader. Den 24-årige blev sigtet for at køre over for rødt og for ikke at bruge sikkerhedssele.
En 27-årig mandlig bilist blev mandag kl. 00.35 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skovvangsvej i Randers. Den 27-årige var desuden i besiddelse af en mindre mængde narko, hvilket han også blev sigtet for.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds
På Poppelvej i Randers begået mellem den 8/5 kl. 11.00 og den 10/5 kl. 10.00
På Pilevænget i Randers begået mellem den 9/5 kl. 10.00 og den 10/5 kl. 14.00