Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00
Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 en 25-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for grov vold ved at have slået en kvindelig bekendt med et koben på en adresse i Tilst den 28. april.Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t.
**
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.00
Særlig Efterforskning Vest fremstiller fredag kl. 12.00 en 27-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for besiddelse af en større mængde narko med henblik på videresalg. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og der kan derfor ikke oplyses yderligere p.t.
**
Aggressiv mand med politiudstyr opgav falsk navn
Det, der torsdag kl. 15.30, begyndte med en sag om kørsel over for gult i Aarhus C, endte med to anholdelser og en lang række sigtelser. En patrulje fik øje på en bil, som gassede op, da bilisten så politiet. Bilisten kørte over for gult i krydset Sønder Allé/Fredensgade, og patruljebilen kørte efter og fik dirigeret bilen ind til siden.
I bilen sad en 33-årig mand og en 30-årig kvinde, som var noget utilfredse med at blive standset.
Betjentene sigtede den 33-årige mand bag rattet for at køre over for gult og bad ham oplyse navn og fødselsdato. Da patruljen slog dét cpr-nummer op, som han gav, tonede der et billede af en helt anden mand frem på betjentenes mobiltelefon. Bilisten blev derfor sigtet for at opgive falsk id til politiet og blev bedt om give sit rigtige navn. Den 33-årige forsøgte sig nu med et nyt falsk navn, men det blev også afsløret, og han fik derfor endnu en sigtelse.
Da betjentene bad manden gå ud af bilen, tog han to pas op af lommen, som han forsøgte at give til den kvindelige passager. Betjenten tog nu fat i manden for at anholde ham, men han gjorde kraftigt modstand. Samtidigt steg kvinden ud af bilen, gik helt tæt på betjentene og råbte af dem. Flere patruljer kom nu til, og det endte med, at både mand og kvinde blev lagt i håndjern.
Under en ransagning af bilen fandt betjentene en kasket med politilogo på, en politi-keyhanger, nogle håndjern og nogle blå dioder, der var sat fast på bilens front.
Han blev derfor sigtet for at foregive at være politimyndighed. Derudover blev han sigtet for at forstyrre den offentlige orden, opgive falsk navn to gange og modsætte sig anholdelsen.
Kvinden blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden, for at lægge hindringer i vejen for politiet og for at nægte at opgive sit navn.
**
Ramte ind i politibiler på stjålet motorcykel
En betjent i en civil patruljebil blev torsdag kl. 16.50 på Ringvejen ved Grenaa overhalet af en motorcyklist, der kørte alt for stærkt med en løs nummerplade bagpå. Motorcyklisten blev målt til at køre 126 km/t, hvor man må køre 80 km/t, og et opslag i politiets systemer viste, at nummerpladen var stjålet.
Motorcyklisten standsede ikke, da betjenten satte politiblinket til, og en ekstra patruljebil blev tilkaldt. Inden det lykkedes at få standset motorcyklisten, der slingrede ud og ind og kørte særdeles hasarderet, kørte han ind i både den ene og den anden politibil.
Føreren viste sig at være en 19-årig mand, og motorcyklen han kørte på viste sig ligesom nummerpladen at være stjålet. Den unge mands kørsel var så vild og hensynsløs, at politiet kategoriserede den som vanvidskørsel, og hans kørekort blev inddraget på stedet. Derudover blev han sigtet for tyveri af motorcykel, tyveri af nummerplade og flere færdselsforseelser. Flere sigtelser kan komme til efterfølgende.
**
Truede med pistollignende genstand
Torsdag kl. 18.45 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til en adresse tæt på Fårup efter anmeldelse om, at en 20-årig mand havde truet et ægtepar med en pistol. Flere patruljer kørte hurtigt til stedet, hvor de traf den noget rystede 50-årige kvinde og 51-årige mand.
Ægteparret fortalte, at de fredag havde ligget og sovet, da de pludselig blev vækket ved at det bankede hårdt på køkkenvinduet. Da de stod op og gik ud til døren, mødte de tre mænd i indkørslen. Mændene krævede at få udleveret nogle penge, som deres søn efter sigende skyldte dem. Da kvinden forklarede, at sønnen ikke boede der, var de tre mænd kørt.
Torsdag aften henvendte de tre personer så sig igen på adressen. Den 20-årige mand krævede at få nogle kontanter og blev tiltagende truende. Han skød brystet frem og gik helt tæt på ægteparret, hvor han fra bukselinningen viste en pistollignende genstand og sagde, at han ikke var bange for at bruge den. De tre mænd forlod kort efter adressen, hvorefter kvinden alarmerede politiet.
Senere på aftenen lykkedes det politiets efterforskning at finde frem til den 20-årige, som blev anholdt og sigtet for trusler på livet.
**
Kvinde udsat for blotter på Brabrandstien
En 23-årig kvinde ringede torsdag til politiet, efter hun kl. 13.30 var blevet udsat for en ubehagelig oplevelse på Brabrandstien i Viby. Kvinden fortalte, at hun var ude at løbe, da en mand cyklede op foran hende og standsede. Han begyndte nu at onanere tæt på kvinden, som løb fra stedet.
En patrulje kørte efter anmeldelsen til stedet, men det lykkedes ikke at finde gerningsmanden.
Kvinden kunne kun give et sparsom signalement af manden, men har du en idé om, hvem det kan være, hører Østjyllands Politi gerne fra dig.
Manden beskrives som:
• Ca. 40 år
• Iført sort tøj, sorte solbriller og sort cykelhjelm
• Kørte på en sort cykel
Oplysninger kan gives via tlf. 114.
**
23-årig fik beslaglagt stoffer og penge af specialpatruljen
Østjyllands Politis specialpatrulje tog torsdag kl. 17.55 hen til en lejlighed i Harlev, hvor en 23-årig mand bor. Betjentene havde mistanke om, at den 23-årige gemte stoffer i hjemmet, og i det samme de trådte ind i lejligheden, kunne de se en pose med skunk, der lå på bordet. Ud over skunken fandt patruljen også hash i salgsposer, en digitalvægt og en del tusinde kroner i kontanter.
Fundene førte til, at den 23-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Både stofferne og de fleste af kontanterne blev beslaglagt.
**
Laksetyv anholdt i Netto
En 53-årig mand forsøgte torsdag kl. 10.25 at stjæle fem pakker laks fra Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus. En vagt på stedet opdagede, at manden gemte laksepakkerne inde under jakken, og da han gik igennem kassen uden at betale, stod vagten og ventede på ham.
Han bad manden følge med, men i stedet smed den 53-årige den ene laksepakke på gulvet og sagde, at han ikke havde flere varer på sig. Da vagten insisterede på, at manden skulle følge med, smed han endnu en pakke laks og sagde, at NU havde han altså ikke flere stjålne varer. Vagten tilbageholdt manden og ringede til politiet, og det viste sig, at den 53-årige havde tre pakker laks mere under jakken. Han blev sigtet for tyveri.
**
Brand i bus
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 17.36 en anmeldelse om, at en bus var brudt i brand på Gammel Viborgvej i Tilst. Alle passagerer blev reddet ud af bussen, der stort set var brændt helt ud, da brandvæsnet havde slukket ilden. Branden begyndte i motoren, og det er formentligt en teknisk fejl, der fik bussen til at stå i flammer. Ingen kom umiddelbart til skade ved episoden.
**
Færdsel
Torsdag kl. 16.32 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Dronningborg Boulevard i Randers NØ.Natten til fredag kl. 1.45 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Egå. Den 31-årige er desuden frakendt førselsretten, og blev derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
**