Nyt restaurantkoncept: Plantorama i Tilst lancerer Restorama

Profilbillede
dato

Plantorama i Tilst har netop sået frøet til det nye restaurantkoncept, Restorama, hvor hele familien kan få en helstøbt restaurantoplevelse. Restorama slår dørene op 6. maj til en åbningsweekend fuld af aktiviteter.

Navnet Restorama er en kombination af det engelske ’rest’, som betyder hvil, og det græske ’horama’, der betyder syn eller udsigt. Med andre ord: Tag et hvil, og besku omgivelserne. Det er netop det, som er tanken bag det nye restaurantkoncept i Plantorama i Tilst.

"Restorama er en integreret del af vores koncept med fokus på de gode oplevelser. Når man går rundt i centeret og sulten melder sig, kan man gå op på første sal og tage en pause. Der er tænkt på hele familien, og mens børnene leger i Spirestrup, kan de voksne sidde og lade sig inspirere og nyde udsigten over tusindvis af frodige planter," siger Benny Kristensen der er centerchef i Plantorama i Tilst.

Ud over legeområdet Spirestrup er også Espresso House og Hansens Isbar placeret sammen med restauranten på førstesalen i Tilst.

Åbningsweekend fyldt med aktiviteter
Restorama i Tilst slår dørene op få dage før Mors Dag den 9. maj. I den anledning er hele åbningsweekenden spækket med aktiviteter for såvel mor som resten af familien. Der vil blandt andet være en stor Mors Dags-brunch akkompagneret af livemusik på førstesalen.

"Ud over musikerne får vi også besøg af nogle af vores leverandører, som kan fortælle om de forskellige specialiteter og delikatesser, vi tilbyder. Og i forbindelse med åbningen vil der også være goodiebags til børnene med en malebog og farveblyanter samt lidt slik og nogle økologiske frø, som de selv kan prøve kræfter med at dyrke," siger Signe Christiansen, der er foodchef i Restorama i Tilst.

Børnemenu i drivhus
At en tur i Plantorama skal være en oplevelse for alle – ikke mindst børnene – er en vigtig del af have- og oplevelsescenterets DNA. Man kan følge, hvordan krydderurterne, der anvendes i maden, bliver dyrket midt i restauranten, og for at gøre planteuniverset ekstra spændende for de mindste serveres børnemenuerne i drivhuse med tilhørende frø, som man efterfølgende kan dyrke, når man kommer hjem.

"Maden kommer i et lille drivhus, og så kan børnene eksempelvis vælge mellem karse, ærter eller bønnespirer, der er er lette og hurtige at dyrke, og som de fleste børn kan lide. Medarbejderne i restauranten vil også hjælpe gæsterne med inspiration til, hvordan man for eksempel kan bruge de forskellige urter i madlavningen derhjemme," siger Signe Christiansen.

På grund af restriktioner bedes man i øjeblikket bestille bord i Restorama på forhånd. 

Kilde: Plantorama // Julie Kjær