Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 3. april 2020

dato

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

 

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 12.15

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.15 en 24-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for forsøg på grov vold, forsøg på afpresning og forsøg på ulovlig tvang samt vidnetrusler begået mod en 41-årig mand fra Aarhus i perioden fra den 29. marts til den 31. marts.  

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

**

 

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 13.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.30 en 23-årig mand fra Mauritius i Retten i Aarhus. Han sigtes for at have arbejdet i Danmark uden den nødvendige tilladelse, og han fremstilles med henblik på senere udvisning til Mauritius. 

**

 

Anholdt efter at have snydt flere folk med løgne

Østjyllands Politi har den seneste tid fået flere anmeldelser fra folk i Aarhus, som har givet kontanter til en mand, der har fortalt, at han havde brug for penge til benzin, så han kunne besøge sin syge far på hospitalet. Manden har brugt forskellige historier, når han har opsøgt tilfældige folk på gaden. I nogle tilfælde var faren allerede død, andre gange var han syg, og i nogle tilfælde var det pludseligt fætteren, han skulle besøge. 

Torsdag kl. 18.35 ringede en mand til politiet, da han opdagede manden, som han tidligere er blevet snydt af. Han så ham gå på Dalgas Avenue i Aarhus, og en patrulje kørte derfor til stedet. Her traf de en 45-årig mand, som de anholdt og tog med til afhøring på politistationen i Aarhus C. 

Østjyllands Politi har samlet en række forhold, som den 45-årige mistænkes for at stå bag. Nogle gange har manden lånt penge og andre gange har han fået dem, og politiet er nu ved at finde ud af, hvor mange forhold han kan sigtes for.  Den 45-årige blev løsladt efter endt afhøring. 

Østjyllands Politi advarer kraftigt imod, at man giver penge til manden eller til andre, som man møder tilfældigt på gaden. 

**

 

To mænd med strømstav og skudsikker vest skabte utryghed

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 11.02 en anmeldelse om, at to mistænkelige mænd gik rundt i Havndal, og at den ene bar en skudsikker vest. En patrulje kørte til stedet, og på Vesterbro traf de først en 18-årig mand, som blev anholdt for at sikre, at han blev på stedet. Lidt derfra gik mandens 19-årige ven, som var iført en skudsikker vest. Trods gentagne anmodninger om at lægge sig ned på jorden, fortsatte den 19-årige med at gå rundt på stedet, mens han råbte af betjentene. 

Det endte med, at betjentene måtte bruge peberspray for at pacificere den 19-årige, så de kunne anholde ham. Begge mænd virkede påvirkede af narko, og den 19-årige viste sig da også at have både amfetamin og kokain på sig. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. I en bil, som mændene havde kørt, fandt betjentene en strømpistol, som blev beslaglagt. Det var dog ikke muligt at fastlægge, hvem der havde haft det ulovlige våben med. 

Mændene forklarede, at de var kørt lidt rundt på må og få og tilfældigvis var endt i Havndal. Årsagen til at den 19-årige havde en skudsikker vest på, var, at han var lidt paranoid, forklarede han. 

**

 

To mænd sigtet for narkosalg efter fund af hash og kontanter

En opmærksom borger ringede torsdag kl. 15.29 til politiet, da han så noget, der lignede en narkohandel på en p-plads på Vestergårdsvej i Viby. 

En patrulje kørte hurtigt til stedet, hvor de traf en 19-årig og en 22-årig mand i en bil. Begge blev visiteret, og bilen blev ransaget. Gemt i et hemmeligt rum i bilen fandt betjentene flere små pakker med hash og nogle tusinde kroner i kontanter. 

Både stoffer og penge blev beslaglagt og begge mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Begge mænds hjemmeadresser blev også ransaget og hos den 22-årige fandt politiet flere tusinde kroner i kontanter og nogle salgsposer med kokain, som også blev beslaglagt. 

**

 

Mand med mistænkelige skader undersøgt

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 17.36 en anmeldelse om, at en mand var kommet alvorligt til skade på en adresse på Skolegade i Randers SØ, og at skaderne muligvis kunne stamme fra et overfald. Manden blev kørt på hospitalet og er p.t. uden for livsfare. Politiet efterforskede i løbet af torsdag aften sagen for at finde ud af, om der er foregået noget kriminelt på adressen. 

Den foreløbige efterforskning har ikke givet nogen tegn på, at manden har været udsat for en forbrydelse, men der mangler endnu nogle undersøgelser, inden det kan konkluderes, om mandens skader skyldes et uheld eller en kriminel handling. 

**

 

Stjal ventilationsrør til mors hund

En vagt opdagede torsdag kl. 19.30 en mand, som stjal flere ventilationsrør for flere tusinde kroner fra en byggeplads på Havkærvej i Tilst. Vagten så på en overvågningsvideo, hvordan manden tog rørene ind i en bil og kørte fra stedet. 

På overvågningsbillederne kunne man tydeligt se bilens nummerplade, og det lykkedes hurtigt Østjyllands Politi at finde frem til en 25-årig mand, som bor i Brabrand. En patrulje kørte ud til mandens adresse, hvor han netop var i fuld gang med at læsse de stjålne rør af. 

Han erkendte straks tyveriet og forklarede, at han ville bruge rørene til at bygge et slags legetøj til sin mors hund. Uanset forklaring blev han sigtet for tyveri. 


**

 

Efterladt kite-udstyr skabte bekymring

En bekymret borger slog torsdag kl. 15.28 alarm, da han opdagede noget efterladt kite-udstyr ved vandet tæt på Kalø Slotsruin ved Rønde. En bil stod med åben bagklap og noget udstyr bagi, og der var ingen mennesker i nærheden, hverken på land eller vand. 

Politiet iværksatte en redningsindsats, men kort tid efter ringede anmelderen tilbage og fortalte, at han nu havde fundet tre kitesurfere, som havde siddet i et nærliggende skur, hvor de hyggede sig efter at have været på vandet. 

Redningsaktionen blev derfor afblæst. 

**

 

Kæresteleg med håndjern endte uheldigt

En ung kvinde fra Randers ringede torsdag kl. 18.50 til politiet, efter en leg med kæresten var endt lettere uheldigt. Kvinden havde fået spændt et sæt håndjern på sin ankel, og hun kunne ikke få det af, meddelte hun. 

Hun var ikke længere spændt fast til noget, men hun kunne simpelthen ikke få fjernet håndjernene og håbede nu, at politiet kunne sende en patrulje med en nøgle eller lignende. Hun fik dog besked om, at det ikke var en sag for politiet, og at hun og kæreste måtte skaffe et værktøj, som kunne klippe håndjernene op. Det indvilligede den uheldige kvinde i.

Østjyllands Politi håber, at kvinden fandt en løsning og ønsker god weekend til hende og kæresten. 

**

 

30-årig pustede kokain ud på bordet

Østjyllands Politis specialpatrulje henvendte sig natten til fredag kl. 00.44 på en adresse i Randers NV, hvor flere personer holdt fest med højlydt musik. Da patruljen kom i lejligheden, traf de syv unge mennesker. En 30-årig mand sad ved et bord med en bane kokain linet op på en tallerken foran sig. Da han så betjentene, pustede han hårdt til banen, så kokainen røg ud over hele bordet. 

Da det foregik lige for øjnene af patruljen, slap han dog ikke for en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Voldsom mand fik straksbøde efter uro i Føtex

En 35-årig mand dukkede torsdag kl. 19.07 op i Føtex på Guldsmedegade i Aarhus, selvom han tidligere har fået at vide, at han er uønsket i butikken efter flere episoder, hvor han har opført sig voldsomt og truende. 

Da vagten bad den 35-årige om at forlade butikken, stillede han sig i stedet midt i indgangspartiet og nægtede at gå ud. Han råbte af vagten og skød brystet frem mod ham.  Politiet blev derfor tilkaldt, og en patrulje anholdt den 35-årige og sigtede ham for at forstyrre den offentlige orden. 

Da den 35-årige er udenlandsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, fik han en straksbøde, som skulle betales med det samme. 

**

 

Containerbrand i Aarhus V

Politi og brandvæsen blev torsdag kl. 23.47 kaldt til en mindre brand på Rydevænget i Aarhus V. Her var der ild i en affaldscontainer på en p-plads. Branden blev hurtigt slukket, og der skete kun skade på containeren. Det er uvist, hvordan branden opstod. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 11.42 skete der et færdselsuheld på Randersvej i Hammel. En 41-årig mand kørte op bag i en bil ført af en 55-årig kvinde, hvor efter to andre biler med en 52-årig kvinde og en 42-årig kvinde ramte ind i bilerne. Ingen af de involverede kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 15.18 blev en 23-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Randers SØ. 

Torsdag kl. 16.32 skete der et færdselsuheld i krydset Bredkjærvej/Horsensvej i Over Randlev ved Odder. En 65-årig mand var i færd med at foretage et venstresving, da han blev ramt bagfra af en 19-årig bilist, som ville foretage en overhaling. Begge biler endte i grøften, men ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Torsdag kl. 19.50 skete der et færdselsuheld på Kanneshøjvej i Fjellerup. En 58-årig mand mistede kontrollen over sin bil, kørte af vejen og ramte ind i en lygtepæl og efterfølgende en husmur. Manden blev efterfølgende kørt til skadestuen med et brud på benet. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt et eneste indbrud i Østjyllands politikreds. 
Kilde: Østjyllands Politi