Stjålet varevogn med fyrværkeri standset i Tilst

dato

Natten til mandag kl. 02.46 standsede en patrulje fra Østjyllands Politi en stjålet varevogn på Tilst Skolevej i Tilst. Bag rattet sad en 17-årig ung mand, der blev anholdt og sigtet for biltyveri og kørsel uden førerret. Varevognen var blevet meldt stjålet lørdag fra en adresse i Aarhus N.

Ved nærmere eftersyn af varevognen fandt betjentene adskillige kasser med fyrværkeri. Mængden blev opgjort til lidt over 100 kilo krudt (NEM - Netto Eksplosiv Mængde). Selvom fyrværkeriet i sig selv er lovligt, er det ulovligt at opbevare eller transportere mere end 5 kilo krudt. Den unge fører blev derfor også sigtet efter fyrværkeriloven samt for ulovlig transport af farligt gods.

Østjyllands Politi mistænker, at fyrværkeriet kan være stjålet, og efterforsker sagen nærmere. Da den anholdte er under 18 år, blev hans forældre og de sociale myndigheder underrettet.

Kilde: Østjyllands Politi