Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør.
To mænd sigtet for hærværk med graffiti
En borger kontaktede tidligt søndag omkring kl. 6.00 politiet, da hun opdagede, at der var udøvet en del graffiti på betonvæggene i en viadukt under Viby Ringvej i Åbyhøj. Anmelderen havde netop set to mænd gå derfra med flere spraydåser på sig.
En patrulje kørte til stedet, og tæt på viadukten stødte betjentene på to mænd på 22 og 28 år, som svarede nøje til det signalement, som anmelderen havde givet.
De var ikke videre meddelsomme over for patruljen, men da de havde 23 spraydåser på sig og frisk spraymaling på hænderne, blev de begge sigtet for hærværk. De fik også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da begge havde en mindre mængde hash på sig.
Spraydåser og hash blev beslaglagt, og mændene risikerer senere at få et erstatningskrav mod sig, når omfanget af hærværket er gjort op.
**
Biltyv standset – havde kniv i lommen
Østjyllands Politi standsede natten til mandag kl. 2.05 en 25-årig mandlig bilist, som kørte på Johannes Ewalds Vej i Åbyhøj. Bilisten viste sig at være frakendt kørekortet, og bilen var kort forinden meldt stjålet fra en adresse i nærheden.
Den 25-årige blev derfor anholdt og sigtet for biltyveri og kørsel uden førerret.
Under visitationen af ham fandt betjentene en kniv i hans lomme, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.
**
Anmeldelse om større slagsmål
Østjyllands Politi fik søndag kl. 20.26 en anmeldelse om, at en større gruppe unge mænd var oppe at slås på en p-plads på Haurumsvej i Tilst, og at nogle af dem muligvis havde stikvåben med. Flere patruljer kørte til stedet, og de nåede at se flere mænd, der løb hastigt i forskellige retninger, da de så politiet.
Fire mænd, der kørte derfra i en bil, blev standset og visiteret. De havde dog ikke noget ulovligt på sig og blev ikke sigtet for noget.
Østjyllands Politi undersøger nu episoden nærmere for at finde ud, hvad der skete, og hvilke personer der var til stede.
**
Gemte poser med hash i bilen
En 22-årig mand blev natten til mandag kl. 2.13 standset af en patrulje på Løgtenvej i Hornslet. Patruljen ville lave et rutinetjek af bilisten, og da de fik mistanke til, at der var ulovlige stoffer i bilen, blev den ransaget.
Gemt ved tankdækslet fandt betjentene en del salgsposer med hash. Hashen blev beslaglagt, og den 22-årige mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
**
Butikstyv fik straksbøde
En vagt i Netto på Hvedevej i Randers NV opdagede søndag kl. 13.00, at en mand tog en lille højttaler i lommen. Han gik rundt i butikken sammen med en anden mand og betalte ikke for højttaleren, da de gik ud. Ved udgangen tilbageholdt vagten manden med højttaleren, mens hans ven hurtigt stak af til fods.
Den 30-årige tilbageholdte mand tilbød straks at betale de 100 kroner, som højttaleren kostede, men vagten tilkaldte i stedet politiet. Derfor endte den 30-årige med at skulle betale 1000 kroner, da han blev sigtet og fik en straksbøde, der skulle betales med det samme, fordi han er udenlandsk statsborger uden fast bopæl i landet.
**
Færdsel
Søndag kl. 9.34 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej omkring Termestrup ved Mørke.
Natten til mandag kl. 00.28 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Borumvej i Tilst. En 32-årig mand mistede i lav fart kontrollen over sin motorcykel og ramte ind i en kantsten. Motorcyklen væltede, og den 32-årige fik i den forbindelse sit ben i klemme. Han blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen.
**