Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ikke nogen planlagte grundlovsforhør i dag.
Flere snuppet på ulovlige knallerter på Djursland
Lokalpolitiet i Grenaa og Østjyllands Politis færdselsafdeling var torsdag eftermiddag og aften en tur rundt på Djursland med særlig fokus på hurtige og ulovlige knallerter. Betjentene fik under aktionen fat i flere af de meget hurtige knallerter, både i Grenaa, Ebeltoft og Auning, hvor nogle af knallerterne på et rullefelt blev målt til at kunne nå en tophastighed på op mod 60 km/t.Betjentene tog to knallerter med hjem fra Ebeltoft. Den ene tilhørte en 18-årig mand, der tidligere er blevet sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert. Det blev han endnu engang, da politiet torsdag ved 17.30-tiden tjekkede hans knallert foran Kvickly på Østeralle i Ebeltoft. Denne gang blev knallerten så beslaglagt med henblik på konfiskation.
Også en 62-årig mand måtte gå hjem, da han kl. 17.22 blev standset på sin knallert på Søndre Strandvej i Ebeltoft. Manden var påvirket af spiritus, og kombineret med at hans knallert blev målt til at kunne køre 60 km/t, var det en ret skidt blanding. Han blev derfor både sigtet for spirituskørsel og fik beslaglagt sin knallert med henblik på konfiskation.
I Auning fik en motorcykelbetjent fanget tre knallerter på én gang. Den ene af knallertførerne, en 15-årig dreng, forsøgte ganske vist at flygte via skoven ved Gl. Estrup, men motorcykelbetjenten var på en off-roader og trak det længste strå efter et par minutters jagt i skoven. Den 15-årige blev derefter både sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert og for ikke at efterkomme politiet anvisninger.
Samlet set gav torsdagens indsats følgende sager:
• Lille knallert med tophastighed på over 43 km/t: 7 – heraf en beslaglagt
• Ingen førerret til lille knallert: 2
• Manglende brug af styrthjelm: 2
• Ingen forsikring af lille knallert: 1
• Spirituskørsel på lille knallert: 1
• Fejl/mangler.: 1
• Manglende registrering: 1
• Anvisning ej efterkommet: 1
• Manglende brug af sikkerhedssele (bil): 4
• Brug af håndholdt mobiltelefon: 3
• Kørekort ej med medbragt: 1
**
Politihund snusede sig frem til nøgle og kokain
En kvik borger ringede natten til fredag kl. 1.25 til politiet, da hun så en mand og en kvinde gå ud af en bil og sparke døren ind til en opgang i en bygning på Strandvejen i Aarhus. En patrulje var kort efter på stedet, og gik ind i opgangen, hvor en 24-årig mand og en 28-årig kvinde sad på trappen og inhalerede lattergas.
De blev begge anholdt og visiteret, men de havde umiddelbart intet ulovligt på sig, og de havde heller ikke nøglen til bilen, der stadig holdt udenfor. En hundepatrulje blev dog tilkaldt til at gå spor ved bygningen, og politihundenæsen snusede sig frem til bilnøglen og en pose med kokain, som var smidt på stedet.
Ved ransagningen af bilen blev der fundet noget hash og flere koster, som politiet mistænker stammer fra indbrud.
Manden og kvinden er foreløbigt sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, men der kan komme yderligere sigtelser i sagen, som nu bliver efterforsket videre.
**
Brand i lejlighed i Brabrand
En lejlighed på 2. sal på Emmasvej i Brabrand brændte torsdag stort set helt ned. Anmeldelsen om branden kom kl. 12.14, og politi og brandvæsen var hurtigt på stedet.
Branden blev slukket, inden den nåede at brede sig til flere lejligheder. En 84-årig mand, som bor i lejligheden, blev kørt til skadestuen til behandling for brandskader, mens to personer fra de tilstødende lejligheder blev tjekket for røgskader.
De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden startede på grund af rygning i sengen.
**
Aggressiv bilist havde stoffer i bilen
En patrulje genkendte torsdag kl. 17.24 en 25-årig mand, som sad bag rattet i en bil, der kørte forbi dem på Silkeborgvej i Aarhus. Da betjentene vidste, at manden var frakendt kørekortet, kørte de efter og fik dirigeret bilen ind til siden. I samme øjeblik som patruljen gik hen til bilen, sprang den 25-årige ud og råbte skældsord ind i ansigtet på den ene betjent.
Han blev derfor med det samme anholdt og blev lagt i håndjern, mens han fortsatte med at råbe forskellige ukvemsord efter betjentene.
Da den 25-årige var sat ind i patruljebilen, undersøgte patruljen hans bil nærmere, da det lugtede kraftigt af hash. Gemt ved førersædet lå en pose med en mindre mængde skunk, som betjentene beslaglagde.
Den 25-årige endte med sigtelser for kørsel uden førerret, forstyrrelse af den offentlige orden, fornærmelig tiltale mod politiet og besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Gemte stoffer og machete på forsorgshjem
Østjyllands Politis specialpatrulje fik torsdag et tip om, at en 28-årig mand, der p.t. bor på et forsorgshjem i det nordlige Aarhus, skulle gemme våben og narko på stedet.
Da betjentene kom frem kl. 18.12 tog de kontakt til den 28-årige og ransagede hans værelse. Under ransagningen fandt patruljen en mindre mængde kokain og hash samt en stor machete. Både stoffer og våben blev beslaglagt, og den 28-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven.
**
Sigtet for narkokørsel havde kølle og kniv i bilen
En patrulje standsede natten til fredag kl. 00.29 en bil på Kaløvigparken i Rodskov ved Hornslet i en rutinekontrol, og det viste sig hurtigt at være en god idé.
I bilen sad en 23-årig og en 29-årig mand, som begge virkede påvirkede af narko. En narkometertest indikerede da også, at den 23-årige fører af bilen havde amfetamin i blodet, og han var i øvrigt også frakendt kørekortet.
Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter bilen blev ransaget. Under ransagningen fandt betjentene en trækølle og en kniv, som den 23-årige erkendte var hans. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af både kniv- og våbenloven.
I den 29-åriges taske lå en beholder med forskellige receptpligtige medikamenter, som den 29-årige ikke umiddelbart kunne vise en gyldig recept på, og navnet på pakkerne stemte passede heller ikke sammen med hans navn. Desuden lå der også en mindre mængde amfetamin i tasken.
Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Specialpatruljen fandt stoffer og strømpistol
En 40-årig mand fik torsdag kl. 20.11 besøg på sin adresse i Brabrand af betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje. Betjentene havde en mistanke om, at der var ulovlige stoffer i lejligheden, og stedet blev derfor ransaget.
I den 40-åriges hjem fandt betjentene nogle ulovlige piller, en mindre mængde kokain og hash samt en strømpistol. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven.
Mens betjentene var der, kom en 59-årig mand kørende til stedet. En af politiets narkohunde, som var med under ransagningen, markerede ved bilen, og det fik betjentene at visitere den 59-årige og ransage hans bil.
I den 59-åriges ene lomme lå en mindre mængde hash, som han blev sigtet for besidde.
**
Gik rundt med kniv i lommen
Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje fattede torsdag kl. 18.09 mistanke til en 28-årig mand i en park ved Kalkværksvej i Aarhus C. Manden virkede påvirket og gik rundt omkring i parken, og det fik betjentene til at mistænke, at han havde stoffer på sig.
Den 28-årige blev derfor kontaktet, sigtet og visiteret. Det viste sig, at han ikke have stoffer på sig. Til gengæld havde han en kniv i lommen, og sigtelsen for euforiserende stoffer blev vekslet til en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
**
52-årig kvinde anholdt på Udlændingeloven
Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager var torsdag formiddag på kontrolbesøg på en massageklinik i Aarhus N. Her traf betjentene en 52-årig kvinde, som ikke kunne fremvise gyldig legitimation eller opholdstilladelse.
Hun blev derfor anholdt på Udlændingeloven og bliver nu tilbageholdt, mens hendes sag bliver forelagt Udlændingestyrelsen, der skal vurdere, om der er grundlag for udvisning.
**
Færdsel
Torsdag kl. 10.03 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Godsbanen i Aarhus.
Torsdag kl. 15.28 blev en 24-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset på Holsteinsgade i Odder. Ejeren af bilen, en 47-årig kvinde, blev sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.
Torsdag kl. 15.42 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Viby. En 23-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 40-årig kvinde, som ved påkørslen blev skubbet op bag i en bil med en 28-årig mand bag rattet. Ingen af de involverede kom umiddelbart til skade ved uheldet. Den 23-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Torsdag kl. 20.24 skete der et færdselsuheld i krydset Hobrovej/Oust Møllevej i Randers NV. En 32-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 60-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 32-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Fuglebakkevej i Aarhus V begået mellem onsdag den 31/3 kl. 12.00 og onsdag den 14/4 kl. 18.00
• På Søhøjen i Tilst begået mellem onsdag den 14/4 kl. 08.00 og torsdag den