Østjyllands Politi: Nyt fra Tilst - fredag den 19. juni

dato

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.00 to mænd på 26 og 27 år i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De sigtes for forsøg på vold mod politiet og grov forstyrrelse af den offentlige orden ved den 5. juni at have affyret fyrværkeri mod flere betjente under uroligheder i Gellerup. Ifølge sigtelsen kastede den 26-årige også flere genstande efter politiet.

Begge blev anholdt torsdag, efter de var blevet identificeret gennem politiets efterforskning.

To andre mænd sidder p.t. varetægtsfængslet i samme sag.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre under grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.

 

**

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 en 20-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for vidnetrusler mod en 30-årig mand. Episoden, den 20-årige sigtes for, skete natten til torsdag, og han blev anholdt torsdag aften.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre under grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.

 

**

 

Tre mænd anholdt for indbrud i netbank

Østjyllands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet slog torsdag til mod tre unge mænd, som blev anholdt og sigtet for i flere tilfælde at have udgivet sig for at være fra NETS og skaffet sig adgang til flere personers bankkonti.

De tre mænd på hhv. 16, 20 og 20 år sigtes foreløbigt for fire tilfælde af databedrageri, hvor de samlet set har snydt folk for 259.000 kroner. Derudover sigtes de for en enkelt gang at have forsøgt at stjæle 600.000 kroner ved netbanksindbrud.

Metoden, der er blevet brugt ved svindelnumrene, er desværre velkendt.

I alle tilfælde har de forurettede modtaget en sms med NETS som afsender med en tekst om, at der var mistænkelig aktivitet på deres bankkonto, og at de skulle ringe tilbage til NETS på et bestemt nummer.

Når de forurettede ringede tilbage, fik de fat i en person, der udgav sig for at være fra NETS, hvorefter de blev guidet til at udlevere brugernavn og adgangskode til deres bankkonti. På den måde har de kriminelle skaffet sig adgang til kontoen og efterfølgende hævet en del penge, som så bliver overført til en anden konto, som de har fået rådighed over.

De tre mænd, der kommer fra Aarhus og Favrskov, blev alle løsladt efter endt afhøring. De er fortsat sigtet, og politiet efterforsker sagen videre og der forventes yderligere sigtelser i sagen.

Østjyllands Politi opfordrer til, at du aldrig udleverer dine personfølsomme oplysninger som bankoplysninger, NemID eller lignende over telefonen. Ingen myndigheder vil bede om dine oplysninger på den måde.


**

 

Drenge stak mand med kniv i Botanisk Have

Natten til fredag kl. 01.30 kørte flere patruljer fra Østjyllands Politi til Botanisk Have i Aarhus, hvorfra der var anmeldelse om et knivstikkeri. På stedet mødte betjentene ca. 30 unge mennesker, som stod samlet omkring en 18-årig mand der lå i græsset og som var blevet stukket i venstre underarm og havde snitsår på højre side af brystkassen.

Et vidne på stedet gav betjentene signalement af to mulige gerningsmænd, og de øvrige patruljer begyndte søgning efter dem i området. I løbet af kort tid havde betjentene anholdt henholdsvis en 16- og en 17-årig dreng, som svarede til beskrivelsen. Den 16-årige havde en kniv på sig ved anholdelsen.

Den 18-årige, som var blevet stukket, forklarede efterfølgende, at han havde været i Botanisk Have for at feste med nogle venner. Den 18-årige havde på tidspunktet siddet og talt med en pige, da de to drenge var kommet over til ham. De havde sagt, at han ikke måtte tale med pigen, da den 16-årige pludselig havde taget en hobbykniv frem og snittede ham på armen og brystet.

De to drenge på 16 og 17 blev begge anholdt og sigtet for grov vold. Da de er under 18, blev deres forældre og de sociale myndigheder underrettet.

Den 18-årige blev behandlet for sine skader på hospitalet, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.


**

Gulklædt mand stjal kontanter fra ældre dames hjem

Østjyllands Politi modtog torsdag anmeldelse fra en 81-årig kvinde, der havde haft indbrud i sin lejlighed på Bildbjerg Parkvej i Aarhus Nord.

Kvinden forklarede, at hun havde siddet i sin stue med hoveddøren åben, da det var meget varmt. Omkring kl. 10.10 hørte hun en lyd fra hoveddøren, men hun tænkte ikke nærmere over det, da hun ventede på en ven, som ville komme og købe ind for hende. Kort efter så hun en skygge ved døren til stuen, og en mand løb ind i stuen, stak hånden ned i kvindens taske og tog hendes pung før han råbte ”undskyld” og løb hurtigt fra stedet. I pungen var et større kontant beløb.

Manden beskrives om:

  • 30-40 år
  • Ca. 185 cm høj
  • Hvid hudfarve
  • Iført kasket med gul farve, overtøj med gul farve og lange bukser
  • Talte dansk uden accent

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have oplysninger om manden, på tlf. 114.


**

 

Mand smadrede rude i ungdomsboliger

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte torsdag kl. 15.53 til Stavnsvej i Tilst, hvor en 25-årig mand havde udøvet hærværk mod nogle ungdomsboliger ved at smadre en rude til et fælles vaskerum med en knytnæve.

Anmelderen fulgte efter den 25-årige, og kunne guide patruljen til området, hvor han sidst havde været. På baggrund af oplysningerne genkendte patruljen kort efter den 25-årige som passager i en bil, som de derfor standsede.

Den 25-årige blev meget irriteret og tiltagende aggressiv over patruljens henvendelse. Han oplyste, at han ikke talte dansk, og gav betjentene sine oplysninger. Ved opslag i politiets systemer, stemte disse dog ikke. Manden fastholdt sine oplysninger, og blev derfor bedt om at træde ud af bilen. Da han igen blev aggressiv, blev han ilagt håndjern.

Den 21-årige kvinde, som førte bilen, gav betjentene mandens navn, og de kunne herefter slå ham op. I mellemtiden var den 25-årige faldet så meget til ro, at han nu pludselig kunne snakke dansk. Han forklarede derfor, at han havde opgivet det forkerte navn, fordi han selv var eftersøgt til fogedretten.

Den 25-årige blev sigtet for hærværk, for at opgive forkert navn, og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og blev desuden anholdt til den fremstilling i fogedretten, som han var eftersøgt til.


**

 

Overfaldt af ukendt mand i bowlingcenter

En 46-årig kvinde anmeldte torsdag kl. 22.00, at hun var blevet udsat for vold af en ukendt person i Grenaa Bowlingcenter. Kvinden forklarede, at hun havde været gæst i centeret sammen med to mænd, og at der havde været lidt dårlig stemning mellem den ene af de bekendte og en anden gæst i bowlingcenteret. Det udviklede sig til, at en for den 46-årige ukendt kvinde havde henvendt sig til hende i rygerummet og havde skubbet hende og væltet hende omkuld. En mand var derefter kommet til og havde slået hende flere gange i ansigtet.

Der var overvågning på stedet og politiet har en formodning om, hvem manden kan være, men hører gerne fra vidner til episoden på tlf. 114.


**

 

Fire mænd anholdt for at stjæle tøj i sportsbutik

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte torsdag kl. 16.32 til Intersport på Storegade i Randers. Vagten i butikken kunne oplyse, at en personbil netop var kørt fra stedet med fire mænd i, som kort forinden havde stjålet flere tøjgenstande fra butikken. Vagten havde fået noteret bilens registreringsnummer, og betjentene kunne derfor slå en adresse op på én af de formodede gerningsmænd.

På arbejdspladsen for den 32-årige mand, som bilen var indregistreret til, fandt betjentene den beskrevne bil. En anden patrulje havde i mellemtiden gennemset overvågning fra sportsforretningen, og kunne derudfra identificere fire mænd, hvoraf de tre var til stede på arbejdspladsen.

De tre mænd, som er henholdsvis 20 år, 32 år og 28 år blev anholdt og taget med på politistationen. Klokken 17.40 ankom den fjerde gerningsmand, som er 19 år, til arbejdspladsen, hvor patruljen stadig befandt sig. Han blev også anholdt med flere af tyvekosterne i sin besiddelse.

Alle fire mænd er sigtet for butikstyveri.

 

**

 

Gik uden at betale for oksemørbrad og højrebssteg

Rema 1000 i Risskov kontaktede torsdag kl. 21.55 Østjyllands Politi og fortalte, at de havde tilbageholdt en 36-årig mand for butikstyveri. En patrulje kørte til butikken for at hente den 36-årige, og her mødte de en ansat i butikken, der fortalte om episoden.

En kollega fra Rema i Skåde var kort før lukketid kommet ind i butikken. Kollegaen var fulgt efter en mand, der kort forinden havde forsøgt at stjæle fra Skåde butikken, og som nu gik rundt i butikken i Risskov.

De to kolleger gik sammen ud i baglokalet for at holde øje med manden via overvågningen, og her kunne de se ham putte en oksemørbrad, en højrebssteg og to glas fiskeolie ned i en sportstaske. Han tog efterfølgende en planteolie og betalte ved kassen, men betalte ikke for varerne i tasken. De to kolleger havde efter kasselinjen henvendt sig til manden for at tilbageholde ham.

Den 36-årige nægtede først alt kendskab, men da han blev vist overvågningen, hvor man tydeligt så at han tog varerne, bankede den 36-årige pludselig sit hoved ned i et bord og råbte, at de to ansatte havde gjort skade på ham.

Den 36-årige blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

 

**

 

Brand i truck

Fredag kl. 04.18 modtog Østjyllands Politi anmeldelse om brand i en truck i en lagerhal i Randers SØ. Ved ankomst kunne patruljen konstatere høje flammer, og brandvæsnet ankom kort efter og fik hurtigt branden slukket.

De indledende undersøgelser tydede på, at det var en kortslutning, der havde startet branden. Ingen kom til skade.


**

 

Bil delvist udbrændt på P-plads i Tilst

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte natten til fredag kl. 02.13 til Honningvænget i Tilst, hvor en bil stod i brand. Ved ankomst havde brandvæsnet allerede slukket ilden. Der skete ikke skade på andre biler og ingen kom til skade, og den nærmere årsag skal nu undersøges.


**

Færdsel

Torsdag kl. 10.38 skete der et færdselsuheld på Søftenvej i Aarhus Nord, da en 23-årig kvindelig bilist kørende i nordvestlig retning trak fra 2. vognbane og ind i første vognbane. Her påkørte den 23-årige en lastbil, ført af en 59-årig mand. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Torsdag kl. 14.30 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Thomas nielsens Gade og Vestre Ringgade i Aarhus, da en 29-årig kvindelig bilist skulle foretage et højresving ad Thomas Nielsens Gade og her påkørte en 27-årig mandlig knallertfører, der kørte på cykelstien. Umiddelbart kom ingen alvorligt til skade.

Torsdag kl. 15.44 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i Nordgående retning ud for Tilst. Ved uheldet kørte seks biler sammen i første vognbane. Fire biler kunne selv køre fra stedet, mens to havde fået så store skader, at de måtte bugseres væk. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet, og trafikken kørte upåvirket omkring en time efter uheldet.

En 56-årig mandlig bilist torsdag kl. 16.15 standset af en patrulje på Slåenvej i Randers. Da den 56-årige var frakendt kørekortet, blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og eftersom det var tredje gang inden for tre år at det skete, blev hans bil desuden beslaglagt med henblik på konfiskation.

Torsdag kl. 16.32 skete der et færdselsuheld på Marsvej i Randers, da en 16-årig dreng på knallert kørte ud foran en 40-årig kvindelig bilist, der kom kørende med lav fart. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.

En 50-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 16.50 sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Stillingvej i Borum ved Sabro. Den 50-årige blev desuden sigtet for kørsel uden førerret.

En 31-årig kvindelig bilist blev natten til fredag kl. 00.50 anholdt og sigtet for både spirituskørsel og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Aarhus Nord.


**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Bildbjerg Parkvej i Aarhus Nord begået den 18/6 kl. 10.24
  • På Elkjærvej i Åbyhøj begået den 18/6 mellem kl. 15.00 og kl. 16.30




Kilde: Østjyllands Politi