Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus
Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 10.15 i Retten i Aarhus en 28-årig mand, der sigtes for vold ved at have slået en 24-årig kvinde i ansigtet torsdag eftermiddag ved Godsbanen i Aarhus. Kvinden sad ved 13.30-tiden sammen med to andre på nogle stole udenfor, da den 28-årige mand, som ingen af dem kender, kom hen til dem og begyndte at råbe af dem. Den 24-årige kvinde blev siddende på stolen og begyndte at kigge ned i jorden, da manden kom helt tæt på hende og pludselig gav hende et knytnæveslag på den ene kind.
Kvinderne gik herefter væk fra stedet og fik fat i en mand, som de bad kontakte politiet. Betjentene fik et signalement af manden, som de kort efter mødte i krydset ved Søren Frichs Vej og Ringgaden. Den 28-årige mand fik at vide, at han var sigtet for vold, hvilket gjorde ham meget aggressiv, og han begyndte at råbe skældsord efter betjentene. Da han blev mere og mere opfarende blev han til sidst anholdt og lagt i håndjern og kørt ind til politigården i Aarhus.
Den 28-årige mand blev ved dagens grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede kendelsen til landsretten.
**
Irettesættelse blev til vold
Torsdag ved 15.30-tiden var en 15-årig dreng sammen med nogle venner nede ved åen ved Fugletårnet på Gudenåvej i Randers NV. To af hans kammerater var gået ned i åen for at bade, og den 15-årige råbte til dem, at de skulle prøve at svømme længere ud for at mærke strømmen. Det fik en mand, der stod i nærheden, til at tage kontakt til den 15-årige. Manden sagde til ham, at det var dumt sagt, og at han satte andre menneskers liv i fare, hvilket den 15-årige erkendte og undskyldte.
Da de unge kort efter ville cykle fra stedet, tog manden igen kontakt til den 15-årige, der har forklaret politiet, at manden sad på hans cykel, så han ikke kunne køre derfra, hvorefter han tog hårdt fat i drengens arm og sparkede benene væk under ham, så han faldt til jorden. Manden fastholdt den 15-årige, der dog fik held til at ringe efter sin far, der kom til stedet og fik manden til at slippe sønnen. Kort efter ankom politiet, og den 58-årige mand blev anholdt og sigtet for vold
**
Model af letbanetog stjålet
Torsdag kl. 16.10 spottede en 45-årig mand en mand, der kom kørende på en minicykel fra Aarhus Letbanes kontor på P. Hiort-Lorenzens Vej i Aarhus med en model af et letbanetog under armen. Den 45-årige mand spurgte ham, hvor han havde toget fra, hvortil manden svarede, at han havde købt den på en auktion, hvorefter han kørte væk fra stedet i retning mod Godsbanen.
Det viste sig efterfølgende, at modeltoget var blevet stjålet fra Aarhus Letbanes kontor. Toget er i en plexiglaskasse, der er 150 cm lang og 30 cm bred og høj.
Manden der havde toget under armen beskrives som:
- Dansk af udseende
- Ca. 30 år gammel
- Ca. 180 cm høj
- Almindelig af bygning
- Lys i huden
- Lyst, kort hår
- Iført en sort t-shirt og solbriller
- Kørte på en minicykel med små hjul
Hvis man ser modellen af letbanetoget, evt. sat til salg på nettet, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.
**
Spottet på videoovervågning
Natten til fredag kl. 04.33 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et muligt igangværende indbrud på Tradium på Blommevej i Randers NØ. Der blev sendt en patrulje til stedet, og de to betjente gik på hver sin side af bygningen, da den ene af dem fik øje på en person, der gemte sig i nogle shelters. Vedkommende blev råbt an, og han kom ud til betjentene og oplyste sin identitet.
Kort efter ankom den vagt, der havde set manden på videoovervågning og kontaktet politiet. Han viste betjentene overvågningsvideoen, hvor man kunne se manden cykle ind på skolens område uden om hegnet. Den 41-årige mand blev visiteret og fundet i besiddelse af adskillige pantflasker, en lighter, en tang og et sæt arbejdshandsker. Manden blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.
**
Søstre afsløret i tøj-trick
Torsdag kl. 18.00 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Kvickly på Søndergade i Hadsten, hvor personalet havde tilbageholdt to butikstyve. Butikken havde tidligere på dagen fået en henvendelse fra nogle andre Kvickly-supermarkeder, der advarede mod to kvinder, der kørte rundt og stjal tøj, som de så efterfølgende forsøgte at få penge retur for i en anden Kvickly-butik.
Nu havde de to kvinder, der viste sig at være to søstre på 47 og 53 år, i Kvickly i Hadsten forsøgt at få penge retur for noget tøj, de erkendte at have stjålet i Kvickly i Viby. De blev dog i stedet sigtet for butikstyveri, og politiet skal nu undersøge, om de har flere lignede sager på samvittigheden.
**
Motorcyklist mistede kørekort efter vanvidskørsel
Færdselsbetjente fra Østjyllands Politi var torsdag morgen på kontrol med laser på Randersvej tæt på Skejbyvej i Aarhus N. Klokken 9.34 kørte en motorcyklist meget hurtigt forbi betjentene, der målte ham til at køre 144 km/t i en 70 km/t-zone.
En af betjentene fik indhentet motorcyklisten, som med en hastighedsoverskridelse på over 100 procent gjorde sig skyldig i vanvidskørsel. Den voldsomme overskridelse førte til, at den 27-årige motorcyklist fik inddraget førerretten med øjeblikkelig virkning.
Ifølge hans forklaring var han kommet for sent op og skulle skynde sig på arbejde. Han ønskede ikke at få inddragelsen af kørekortet prøvet ved retten.
Ud over at miste førerretten kan motorcyklisten se frem til en større bøde.
**
Havde narko i lejligheden og en kniv i bilen
Torsdag kl. 16.50 bankede betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje på hos en beboer på en adresse i Viby, hvorfra der var mistanke om, at der blev solgt narkotika. I lejligheden traf betjentene en 22-årig kvinde, der ikke var særlig begejstret for politiets tilstedeværelse. Betjentene begyndte at ransage lejligheden, hvor der blev fundet en ulovlig peberspray, en mindre mængde narkotika, brugte og ubrugte salgsposer samt en digitalvægt med rester af hash og skunk.
Mens ransagningen stod på, ankom kvindens 24-årig kæreste til parkeringspladsen i sin bil. Da han så betjentene, skyndte han sig at gemme noget under sædet. Det viste sig at være en kniv, og han blev derfor anholdt og sigtet for at være i besiddelse af en kniv på et offentligt sted. Han blev også sigtet for overtrædelse af våbenloven og for lov om euforiserende stoffer på baggrund af politiets fund i hans lejlighed.
**
Ransagning gav pote
Torsdag kl. 21.15 besøgte Specialpatrulje en lejlighed på Møllevangs Allé i Aarhus for at foretage en ransagning. Under ransagningen blev der fundet en stor mængde ulovlige tabletter, et større kontantbeløb, en springkniv samt lidt hash og skunk og nogle dopingmidler. Lejlighedens 31-årige, mandlige beboer blev anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer, lov forbud mod visse dopingmidler, knivloven og lægemiddelloven.
**
Fandt hash og knojern
Torsdag kl. 21.10 besøgte Specialpatruljen en adresse i Tilst, på baggrund af en mistanke om, at der foregik noget mistænkeligt på stedet. I forbindelse med ransagning på adressen fandt betjentene tre knojern og en mindre mængde hash, der lå i et skur i haven. En 27-årig mand, der har bopæl på adressen, blev anholdt og sigtet for lov om euforiserende stoffer.
**
Cigaretskod ulmede i altankasse
Torsdag kl. 18.43 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en etageejendom på Emma Gads Gade i Brabrand. Det viste sig dog, at der blot var tale om et cigaretskod, der havde ligget og ulmet i en altankasse, hvilket havde givet lidt røgudvikling.
**
Færdsel
Torsdag kl. 07.19 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd Motorvejen i Viby, da en 28-årig kvindelig bilist ramte en 59-årig mandlig motorcyklist i forbindelse med et vognbaneskifte. Den 59-årige mand pådrog sig flere brud, men er ikke i kritisk tilstand.
Torsdag kl. 07.22 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Østervangsvej og Dronningborg Boulevard, da en 22-årig mandlig bilist i forbindelse med et højresving påkørte en 31-årig mand, der kørte på scooter. Den 31-årige blev tilset for sine skader, men ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.
Kl. 13.46 torsdage skete der et færdselsuheld på Nørre Boulevard i Randers. En 18-årig kvindelig bilist holdt stille for at dreje til højre, da en 40-årig mandlige motorcyklist påkørte hende bagfra. Den 40-årige pådrog sig flere skader, men er ikke i kritisk tilstand.
En 32-årig kvindelig bilist og en 69-årig kvindelig cyklist ramte af uvisse årsager sammen, da de begge kørte med lav fart i samme retning på M.P. Bruuns Gade i Aarhus torsdag kl. 15.07. Ingen kom til skade ved uheldet.
Torsdag kl. 22.26 blev en 48-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Djurslandsmotorvejen.
Natten til fredag kl. 03.10 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Grenaa.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Viborgvej i Randers NV begået torsdag den 6/8 kl. 14.00