Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Hashlugt fra lejlighed
Østjyllands Politi modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om kraftig hashlugt fra en adresse på Lillegade i Randers SV. Ved patruljens ankomst til stede, kunne de lugte samme, og ved en efterfølgende ransagning af lejligheden fandt betjentene også frem til en mindre mængde hash og kokain, som en mandlig beboer blev sigtet for at besidde.
**
Falsk politimand
En borger henvendte sig onsdag middag på politistationen i Aarhus og forklarede, at han og familien i går var blevet ringet op af en falsk politimand, der havde udgivet sig for at være fra politiet i Fredericia og dermed snydt dem til at overføre flere tusinde kroner under påskud af, at deres konti var ved at blive hacket.
Østjyllands Politi opfordrer alle til at anmelde det, hvis de er blevet udsat for lignende svindelnumre. Vi opfordrer derudover til, at man aldrig udleverer sine personlige oplysninger til fremmede. Læg i stedet røret på og ring evt. selv op til den pågældende myndighed efterfølgende og bed om at komme i kontakt med den medarbejder, der lige har ringet til dig og påstået at være fra eksempelvis politiet eller banken.
**
Hashplade i jakken
Politinæsen fejlede ingenting, da et par betjente onsdag eftermiddag kl. 17.06 tog kontakt til to yngre mænd ud for Rema 1000 på Pramvej i Randers SV. Ved betjentenes kontakt til de to kunne en lugt af hash hurtigt konstateres, og en efterfølgende visitation af de to viste sig også at være godt givet ud. I den enes jakkelomme fandt politiet en hashplade, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation. Den 20-årige ejermand blev sigtet og anholdt for episoden.
En efterfølgende ransagning af mandens lejlighed førte politiet på sporet af yderligere en mindre mængde hash, som ligeledes blev beslaglagt.
**
Manglende kørekort
En 40-årig mand blev onsdag eftermiddag kl. 15.49 stoppet af en patrulje på Ny Banegårdsgade i Aarhus C, hvor han kom kørende i bil. Ved patruljens henvendelse til manden kunne han ikke fremvise gyldigt kørekort, hvilket han blev sigtet for. Da han virkede påvirket af stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.
**
Joint i Bazar Vest
I forbindelse med en patruljering i Bazaar Vest i Brabrand fik et par betjente fra Østjyllands Politi viden om, at en 22-årig mand havde stået og mixet en joint i basaren. Han blev derfor efterfølgende standset på parkeringspladsen ved hovedindgangen og visiteret, hvor betjentene i den forbindelse fandt frem til en mindre mængde hash i mandens jakkelomme. Hashen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, og manden blev sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer. Han blev desuden bortvist fra Bazar Vest i 24 timer.
**
Flere personer sigtet for ulovlige stoffer
I løbet af det seneste døgns tid er en række unge mennesker blevet stoppet i forskellige køretøjer, hvor de har været i besiddelse af diverse ulovlige sager. Her følger en gennemgang af de fleste af sagerne:
En politipatrulje stoppede onsdag formiddag kl. 10.31 et køretøj på Martin Vahls Vej i Aarhus C, hvori to unge mænd på 19 og 24 år befandt sig. Ved patruljens ransagning af køretøjet fandt betjentene frem til både en joint og en mindre mængde hash og kokain. Den 24-årige blev ligeledes fundet i besiddelse af både hash og kokain, mens der blev fundet yderligere en lille mængde hash i frontpassagerdøren, hvor den 24-årige havde siddet. Slutteligt blev han også fundet i besiddelse af en ulovlig kniv. Han blev derfor sigtet for de nævnte forhold og anholdt.
Opfindsomheden fejler ingenting, når lovovertrædere forsøger at skjule deres ulovlige stoffer for os – men vi kigger altid tingene grundigt igennem. Det var også tilfældet, da en patrulje onsdag aften kl. 19.15 stoppede en bil på Skovgaardsgade i Aarhus C, hvori en 24-årig mand befandt sig. Manden var i besiddelse af en mindre mængde kontanter, som ifølge politiet formodes at stamme fra salg af ulovlige stoffer. Men betjentene fortsatte med at lege tampen brænder, og i bilens lune motorrum fandt de under samme ransagning også frem til en bæltetaske med en mindre mængde hash, skunk og THC-bolscher.
I forbindelse med en rutinemæssig standsning af en personbil på Saltholmsgade i Aarhus C onsdag kl. 19.41 blev en 19-årig mand onsdag aften sigtet for besiddelse af tramadolpiller uden at have gyldig recept. I mandens bil lugtede det kraftigt af hash, men patruljen fandt kun frem til nogle tomme poser og jointrør, hvormed kun de ulovlige tramadolpiller blev beslaglagt.
Også i Brabrand blev en 20-årig mand sigtet for at have været i besiddelse af ulovlige stoffer, da hans bil blev bragt til standsning på Stenaldervej kl. 20.01. Her fandt betjentene frem til flere tusinde kroner i kontanter, som blev beslaglagt. Den 20-årige mand blev desuden sigtet for besiddelse af samlet nogle hundrede gram hash og skunk, som han kort forinden havde kastet ud fra bilen under kørslen. Han er kendte forholdet.
På Lokesvej i Åbyhøj var der også gevinst, da en patrulje stoppede et køretøj omkring kl. 20.00. I bilen fandt betjentene frem til nogle hundrede gram skunk og hash, som en 19-årig kvinde blev sigtet for at have været i besiddelse af. Stofferne lå gemt under bilens venstre forsæde, men også i dette tilfælde lykkedes det politiet at få dem udfundet og beslaglagt.
Efter midnat kl. 00.42 blev en 28-årig mand stoppet på Tramperdalsvej i Aarhus V. Han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash samt en ulovlig kniv. Begge dele blev beslaglagt, og manden blev sigtet for de ulovlige forhold.
En kniv blev der også fundet hos en passager i et køretøj på Frederiks Allé i Aarhus C, som en patrulje fik bragt til standsning kl. 01.00 natten til torsdag. En 19-årig mand blev sigtet for at have overtrådt knivloven ved at have været i besiddelse af den ulovlige, låsbare foldekniv.
Færdsel:
Onsdag kl. 14.19 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Vejlby Ringvej og Grenåvej, hvor en 53-årig mand gik ud foran en bil og blev påkørt af en 21-årig kvinde. Den 53-årige mand blev sigtet for at overtræde færdselsloven ved ikke at have orienteret sig eller anvendt fodgængerfeltet. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med uheldet.
Onsdag kl. 15.05 skete der et færdselsuheld på Agerøvej i Tilst, hvor en 19-årig cyklist kørte ud foran en 24-årig bilist på en parkeringsplads. Ingen personer kom umiddelbart til skade, men en ambulance blev tilkaldt til stedet og tilså cyklisten. Der skete ligeledes begrænsede materielle skader i forbindelse med sammenstødet.
Onsdag kl. 17.53 skete der et færdselsuheld på Høgemosevej i Trige, hvor en 25-årig mandlig bilist ikke overholdt sin vigepligt og påkørte en 37-årig mandlig bilist ved motorvejsafkørslen. Den 25-årige mand blev sigtet i sagen, men ingen personer kom til skade i forbindelse med uheldet.
Indbrud:
Der er det seneste døgn anmeldt tretten indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Rønnevangen i Sabro begået mellem lørdag d. 26/11 kl. 10.00 til onsdag d. 30/11 kl. 8.05.
• På Runevej i Aarhus V begået mellem søndag d. 27/11 kl. 10.00 til tirsdag d. 29/11 kl. 19.00.
• På St. Blichers Vej i Aarhus V begået mellem onsdag d. 30/11 kl. 10.10 og kl. 11.20.
• På Åboulevarden i Aarhus C begået onsdag d. 30/11 kl. 13.54.
• På Præstegårdsvej i Mårslet begået mellem mandag d. 28/11 kl. 12.00 til onsdag d. 30/11 kl. 14.00.
• På Kirkevej i Randers NV begået mellem onsdag d. 30/11 kl. 8.20 og kl. 14.45.
• På Mimersvej i Randers NV begået mellem onsdag d. 30/11 kl. 6.05 og kl. 16.30.
• På Solbjerg Hedevej i Solbjerg begået mellem onsdag d. 30/11 kl. 14.45 og kl. 17.30.
• På Jegstrupvænget i Tranbjerg J begået mellem onsdag d. 30/11 kl. 16.15 og kl. 19.50.
• På Søndre Ringgade i Aarhs C begået mellem onsdag d. 30/11 kl. 7.30 og kl. 22.20.
• På Rørsangervej i Randers NV begået mellem onsdag d. 30/11 kl. 14.30 og kl. 21.00.
• På Rørsangervej i Randers NV begået onsdag d. 30/11 kl. 23.58.
• På Saralystvej i Højbjerg begået torsdag d. 1/12 kl. 00.44.