Nyt fra Tilst i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved retten i Randers kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 10.00 en 33-årig mand i grundlovsforhør ved retten i Randers. Han sigtes besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, efter han torsdag formiddag blev anholdt på en adresse i Randers NØ, hvor politiet fandt en større mængde kokain, et stort antal tramadol-piller, nogle digitalvægte og nogle tusinde kroner i kontanter. 

Den 33-åriges sigtes også for overtrædelse af kniv- og våbenloven, da der blev fundet en signalpistol og to ulovlige knive i hans hjem. 

Den 33-årige blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i 4 uger. Han kærede ikke kendelsen. 

Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

** 

 

Grundlovsforhør ved retten i Randers kl. 12.30

Østjyllands Politi fremstillede fredag kl. 12.30 en 24-årig mand i grundlovsforhør ved retten i Randers. Han sigtes for tyveri og forsøg på tyveri. 

Den 24-årige blev sammen med en 29-årig mand anholdt i Halling natten til fredag, efter en anmeldelse fra nogle beboere på en adresse på Møllebækken i Voldum. 

Beboerne opdagede omkring kl. 3.30 at et par fremmede mænd luskede rundt udenfor. Det viste sig, at de havde brudt ind i den mandlige beboers firmavarebil, og han skyndte sig derfor ud. 

Gerningsmændene nåede at køre fra stedet i deres egen bil, men manden kørte efter og fik kontaktet politiet. På Clausholmvej fik han øje på gerningsbilen, men han mistede den kortvarigt af syne, inden han lidt efter så, at den holdt parkeret i Halling. 

Der var ingen personer i bilen, da en hundepatrulje kort efter kom frem, men politihunden fik straks færten. Den ledte betjentene gennem flere private haver og ind til en adresse på Bellisvej, hvor den satte sig til at gø foran et buskads i en have. Her sad den 24-årige og den 29-årige mand og gemte sig, og begge blev anholdt på stedet. 

Umiddelbart nåede de to mænd ikke at stjæle noget fra varebilen i Voldum. 

Politiet mistænker, at de to mænd også har stået bag et indbrud i en bil Hørning, hvor der blev stjålet to barnestole, ligesom de mistænkes for at have begået indbrud i en varebil i Hørning, hvor de har stjålet værktøj. 

Begge er sigtet for alle tre forhold. 

Da den 24-årige er prøveløsladt, blev han fremstillet i et grundlovsforhør, mens den 29-årige blev løsladt. Den 24-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede kendelsen. 

 

Østjyllands Politi får løbende anmeldelser om tyveri fra håndværkeres varebiler og har nedenstående gode råd til, hvordan man mindsker risikoen for tyveri. 

 

1. Tøm så vidt muligt bilen for det mest værdifulde værktøj
2. Parker, så adgang til bilen er gjort besværlig
3. Skærm varerummet mod nysgerrige blikke
4. Gør det svært at komme fra førerkabine og ind i varerummet
5. Parker, hvor der er lys, trafik og mennesker
6. Mærk værdifuldt værktøj og udstyr – evt. med chip eller kunstigt DNA – og sæt et klistermærke op, der viser, at værktøjet er mærket


**

 

Ældre kvinde ledte politiet til biltyv

En 75-årig kvinde fra opdagede torsdag morgen, at hendes bil var blevet stjålet fra en parkeringsplads i Arden i Nordjylland. Kvinden havde været inde på en firmaadresse, og hun har formentligt glemt bilnøglen i bilen eller i sin jakke i garderoben, hvor tyven så har fået fat i den.  

Da hun kom ud på p-pladsen omkring kl. 9.00, var bilen væk, men hun kunne via en app på sin mobiltelefon se, hvor den befandt sig. Hun fik derfor ringet til politiet, og da det viste sig, at bilen var kørt ind mod Randers, overgav Nordjyllands Politi oplysningerne til deres kolleger i Østjylland. 

Den 75-årige kunne via appen løbende fortælle politiet, hvilke veje bilen kørte på, og et par patruljer fik på den måde sporet sig ind på køretøjet, som de kl. 9.28 fik standset på Vester Altanvej i Randers C. 

Føreren af bilen viste sig at være en 31-årig mand, som straks blev anholdt og sigtet for tyveriet af bilen. Da han har er frakendt kørekortet og virkede påvirket af både alkohol og stoffer, blev han desuden sigtet for sprit- og narkokørsel og kørsel uden førerret. 

Det blev til endnu en sigtelse, da han under visitationen blev fundet i besiddelse af en klump hash. 

Den 31-årige erkendte i øvrigt tyveriet og forklarede, at han ikke havde orket at tage toget til Randers, så i stedet havde han stjålet en bil. 

**

 

Elever evakueret efter lugtgener

Elever og medarbejdere på Skjoldhøjskolen i Tilst blev torsdag middag evakueret efter meldinger om ubehagelig lugt, der gav flere personer hovedpine og irritation i halsen. 

Både politi og brandvæsen samt sundhedspersonale rykkede ud til skolen, og der blev foretaget nøje undersøgelser på stedet, ligesom de personer, der havde symptomer, blev tilset af en læge. 

Ingen havde dog brug for behandling, og de målinger, der blev foretaget, gav ingen indikation på, at der skulle have været et farligt udslip af fx kemikalier eller lignende. 

Østjyllands Politi undersøger fortsat episoden nærmere for at forsøge at finde frem til, hvad der forårsagede lugtgenerne. 

**

 

Bilist overfaldet efter uoverensstemmelser i trafikken

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 17.15 en anmeldelse om, at en 65-årig mand var blevet udsat for vold på Torshøjvej i Edslev ved Hørning. 

To unge mænd havde angiveligt været utilfredse med den 65-åriges kørsel, og de kørte derfor deres bil ind foran den 65-årige, så han måtte bremse op. 

Ifølge flere vidner steg de to unge mænd nu ud og åbnede døren ind til den 65-årige, hvorefter de slog ham flere gange i ansigtet og på kroppen, inden de kørte fra stedet igen. 

Den 65-årige pådrog sig nogle skader i ansigtet i forbindelse med overfaldet. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til gerningsmændene. 

**

 

Spurgte patrulje om vej og blev anholdt

En 24-årig kvinde endte med at blive anholdt, da hun torsdag aften steg ud af sin bil for at spørge en patrulje om vej. Det var kl. 21.41 i krydset Sigridsvej/Hejredalsvej i Brabrand, at den 24-årige så betjentene, hvorefter hun standsede bilen og gik hen for at bede om hjælp til at finde vej. 

Da kvinden havde svært ved at formulere sig og havde svært ved at forstå betjentene, fik de mistanke til, at hun var påvirket. Hun blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter patruljen kiggede nærmere på hendes bil. Inden i bilen lå der en tændt joint i midterkonsollen og flere salgsposer med skunk. Derudover fandt betjentene også nogle tusinde kroner i kontanter, der ligesom stofferne blev beslaglagt. 

Den 24-årige blev på baggrund af fundene også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

28-årig sigtet efter fund af stoffer og kniv

Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje standsede torsdag kl. 22.02 en 28-årig mand, der kom kørende på el-løbehjul på Steen Blichers Gade i Randers C. 

Da den 28-årige virkede påvirket, blev han visiteret, og i hans lommer fandt betjentene en mindre mængde amfetamin og en springkniv. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven. 

**

Færdsel

Torsdag kl. 7.31 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i sydgående retning ved Randers SV. Fire biler stødte sammen i et harmonikasammenstød. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet, som skabte en del kø og trafikale udfordringer. 

Torsdag kl. 16.35 blev en 23-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Værkmestergade i Aarhus C. Da der lå flere salgsposer med kokain i bilen samt nogle tusinde kroner i kontanter, blev han desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

Torsdag kl. 17.29 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Viborgvej i Voldby. En 84-årig mandlig bilist kom kørende ad Skanderborgvej og foretog et højresving ad Viborgvej, da han blev ramt af en bil ført af en 35-årig mand, der efterfølgende kørte i grøften. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 84-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 19.21 blev en 66-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Slyngborggade i Randers C. 

Torsdag kl. 19.35 blev en 60-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Grøfthøjparken i Viby. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Rouloen i Egå begået torsdag d. 24/11 mellem kl. 9.00 og kl. 10.30
På Sandkåsvej i Aarhus V begået mellem fredag d. 18/11 kl. 14.00 og torsdag d. 24/11 kl. 10.00
På Helenelyst i Brabrand begået torsdag d. 24/11 kl. 19.16
På Hasle Ringvej i Aarhus N begået torsdag d. 24/11 kl. 20.25
På Kvædevej i Højbjerg begået torsdag d. 24/11 mellem kl. 7.30 og kl. 20.00
På Andersmindevej i Randers SØ begået torsdag d. 24/11 mellem kl. 9.00 og kl. 21.10
På Kalkærparken i Højbjerg begået torsdag d. 24/11 mellem kl. 17.45 og kl. 21.28
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi