Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.
**
67-årig mand dræbt i færdselsuheld
Natten til mandag kl. 04.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket en alvorligt færdselsuheld på Randersvej ved Gl. Estrup i Auning, hvor en personbil var kommet over i den modsatte kørebane og kørt frontalt ind i en lastbil.
I personbilen sad en 67-årig mand, der kort efter blev erklæret død. Hans pårørende er underrettet. Den 37-årige mand, der førte lastbilen, kom umiddelbart ikke til skade ved uheldet. Det er endnu uvist, hvorfor personbilen havnede i modsatte kørebane, men der blev tilkaldt en bilinspektør, der skal undersøge uheldet nærmere.
Vejen var spærret det meste af morgenen, mens oprydningsarbejdet stod på. Kl. 07.48 blev der atter åbnet for trafikken.
**
Tæt på at drukne under konkurrence
Søndag kl. 15.45 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 31-årig mand havde været tæt på at drukne i Hinnerup-Badet på Ådalsvej i Hinnerup. Da politiet fik anmeldelsen, var manden blevet hevet op af vandet og trak vejret.
Da patruljen ankom til stedet, fik betjentene kontakt til den 31-åriges kammeret, der forklarede, at de havde lavet en konkurrence om, hvem der kunne holde vejret længst under vandet i det lave varmtvandsbassin.
Efter et par minutter havde vennen opgivet, men den 31-årige lå fortsat under vandet. Da der var gået 3-4 minutter var en livredder kommet over til dem og havde spurgt til, om den 31-årige var okay. Da han ikke svarede eller reagerede på berøring, trak de ham op af vandet og påbegyndte hjerte-lunge-redning.
Efter kort tid kom den 31-årige til sig selv igen, og han blev kørt til tjek på skadestuen.
**
Færdselsindsats i det vestlige Aarhus
Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte fredag eftermiddag og aften en færdselsindsats i det vestlige Aarhus. Det kom der 26 sigtelser ud af – fordelt på 23 sigtede.
Blandt sagerne kan nævnes en 19-årig billist, der blev målt til 107 km/t på Ringvejen, hvor man må køre 70 km/t. Da patruljen standsede ham, blev der kastet lattergaspatroner ud af bilen. En narkometertest indikerede, at den 19-årige var påvirket af stoffer, og han blev derfor også sigtet for narkokørsel.
I en anden sag blev en 27-årig billist sigtet for at køre frem for rødt lys på Edwin Rahrs Vej. Det viste sig, at manden heller ikke havde noget kørekort, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret.
Den 26 sigtelser fordelte sig på:
- 17 x hastighedssager – heraf tre til betinget frakendelse og 14 til klip
- 1 x narkopåvirket billist
- 1 x kørsel uden førerret
- 3 x kørsel frem for rødt lys
- 2 x brug af håndholdt mobiltelefon
- 2 x øvrige forseelser
**
Indkøbsvogn fyldt med glasflasker væltede ud på fortovet
Søndag kl. 07.30 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to personer gik rundt med hver sin indkøbsvogn fyldt med pantflasker ved Jægergårdsgade i Aarhus. Den ene af vognene var væltet nær krydset ved Bülowsgade, hvor der nu lå en stor bunke glasskår på fortovet.
Da betjentene ankom til stedet, kunne de se de mange smadrede flasker, men umiddelbart ikke nogen personer. De blev dog kort efter kontaktet af anmelderen, der kunne pege betjentene i retning af de to personer, der gik med indkøbsvognene.
Betjentene kørte mod Rema1000 på Frederiks Allé, som var det nærmeste sted med en flaskeautomat. Her stod den ene af personerne med de to indkøbsvogne fyldt med pantflasker. Han erkendte, at han og en kammerat havde tabt en masse flasker på vejen.
Den 34-årige mand blev derfor sigtet for at forstyrre den offentlige orden og fik besked på at gå tilbage og påbegynde oprydning af glasskårene. Patruljen kørte herefter fra stedet og fik vagtcentralen til at kontakte Aarhus Kommune med henblik på at assistere med oprydningen.
Kort efter fik patruljen en melding om, at kammeraten nu også havde indfundet sig i Rema1000, og betjentene kørte retur til stedet, hvor der nu også befandt sig en 27-årig mand, der også blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
De to mænd blev vejledt om at rydde det knuste glas op, og de gik sammen retur til Jægergårdsgade for at påbegynde oprydningen.
**
To ud af fem blev anholdt og sigtet for narkosalg
Natten til mandag kl. 00.28 kørte en patrulje på Karen Blixens Boulevard i Brabrand, da betjentene blev opmærksomme på en bil med fem mænd i, der kom kørende ad Edwin Rahrs Vej. Da føreren af bilen så politiet, forsøgte han at køre væk, så betjentene satte efter.
Under eftersættelsen blev der først smidt en kniv ud af vinduet, hvorefter der blev smidt en skoæske ud af vinduet. Sidstnævnte viste sig at indeholde over 100 joints. Efter en kort eftersættelse standsede bilen ud for Edwin Rahrs Vej nr. 16, hvorefter tre personer løb væk fra stedet.
De to tilbageværende, en 17-årig mand og en 18-årig mand, blev indledningsvist anholdt for at sikre deres tilstedeværelse. Ved gennemgang af bilen fandt betjentene en æske indeholdende en del kontanter, og den 17-årig mand havde også en del kontanter på sig. De to mænd blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på salg.
Den 17-åriges mor blev kontaktet og orienteret om sagen, og det samme gjorde Aarhus Kommune. Det viste sig desuden, at den 17-årige skylder en del penge til det offentlige, hvorfor størstedelen af de penge, han blev fundet i besiddelse af, blev beslaglagt.
**
Aggressiv buspassager anholdt
Søndag kl. 07.27 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en buschauffør, der ønskede hjælp til at få bortvist en passager ved endestationen på Emiliedalsvej i Højbjerg. Den mandlige passager havde udvist aggressiv opførsel og havde blandt andet sparket på bussen og på et stationshus.
Da patruljen ankom til stedet, blev den 46-årige mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
**
Brand i bil
Søndag kl. 23.23 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret på Rørdrumvej i Brabrand. Da patruljen ankom til stedet, var brandvæsnet netop ankommet og havde påbegyndt slukningsarbejdet. Branden var under kontrol, og der var ikke risiko for spredning. Årsagen til branden er endnu ukendt.
**
Færdsel
Søndag kl. 17.26 skete der et færdselsuheld i krydset Anelystvej/Skjoldhøjvej i True ved Tilst. En 66-årig mandlig bilist holdt stille på Anelystvej, da han skulle svinge til venstre ad Skjoldhøjvej. Mens han holdt stille, blev han påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 33-årig mand. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved sammenstødet. Den 33-årige mand blev sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til forankørende.
Søndag kl. 17.28 blev en 19-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Fuglebakken i Randers.
Natten til mandag kl. 01.15 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Værkmestergade i Aarhus C.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Adelgade i Ebeltoft begået mellem lørdag den 26/2 kl. 17.00 og søndag den 27/2 kl. 07.00
- På Hoffmannsvej i Brabrand begået mellem lørdag den 26/2 kl. 11.00 og søndag den 27/2 kl. 07.45
- På Vejlbygade i Risskov begået mellem lørdag den 26/2 kl. 21.30 og søndag den 27/2 kl. 07.30
- På Selandersvej i Randers NV begået mellem fredag den 25/2 kl. 14.00 og søndag den 27/2 kl. 12.05
- På Løvagervej i Hjortshøj begået mellem fredag den 25/2 kl. 12.30 og søndag den 27/2 kl. 16.30
- På Jernaldervej i Holmstrup, Aarhus V begået søndag den 27/2 mellem kl. 17.30 og kl. 20.45