Retten i Aarhus afholder i dag kl. 09.00 grundlovsforhør, hvor Østjyllands Politi fremstiller en 41-årig mand, sigtet for kvalificeret vold. Volden, som er begået i forening med en 52-årig mand, fandt sted lørdag kl. 20.52 på en adresse i Tilst, hvor de overfaldt en 43-årig mand.
De to mænd anklages for at have slået og sparket den 43-årige adskillige gange, inklusiv brug af et støvsugerrør. Gerningsmændene forlod gerningsstedet, da politiet ankom. Den 52-årige blev anholdt dagen efter på en adresse i Åbyhøj, mens den 41-årige blev anholdt tirsdag aften, da han som passager blev standset på Viborgvej mellem Randers og Viborg af en motorcykelbetjent fra Østjyllands Politi. Ud over voldsanklagen blev den 41-årige også sigtet for at oplyse falsk personnummer og for ikke at anvende sikkerhedssele.
Den 43-årige blev efter overfaldet kørt til hospitalet med ambulance. Han er uden for livsfare, men pådrog sig flere behandlingskrævende skader. Der formodes at være forudgående kendskab mellem gerningsmænd og forurettet.
Anklagemyndigheden har anmodet om, at grundlovsforhøret afholdes for lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning. Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.