Døgnrapporten i Tilst: mandag den 15. november

Profilbillede
dato

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i retten i dag. 

 

18-årig kørte galt i høj fart – anholdt af hundepatrulje

En 18-årig mandlig bilist nægtede at standse, da en patrulje natten til mandag kl. 00.50 dirigerede ham ind til siden i et rutinetjek på Ravnsbjergvej i Viby. 

Den 18-årige trådte i stedet på speederen, og patruljen eftersatte med udrykningen tændt. Undervejs øgede den 18-årige farten, mens han kørte ad Ravnsbjergvej og Ringvej Syd, og ifølge patruljens vurdering var han på et tidspunkt oppe at køre omkring 200 km/t. 

Fem gange kørte den 18-årige direkte over for rødt uden at bremse eller sætte farten ned, inden han omkring krydset Ringvej Syd/Christian X’s Vej mistede kontrollen over bilen og kørte ind i et skilt og et buskads. 

Bilen fik store materielle skader, men den 18-årige kom umiddelbart ikke noget til, og han nåede at løbe fra stedet, inden patruljen kom frem. 

En hundepatrulje blev tilkaldt, og en politihund fik efter lidt tid færten af den flygtende bilist. Hunden snusede sig først frem til den 18-årige jakke, som var smidt bag et buskads nogle hundrede meter fra den forulykkede bil. Den søgte videre og lidt derfra, fandt den frem til den unge mand, som lå og gemte sig i en grøft. 

Her blev han anholdt af hundeføreren, hvorefter han blev kørt til politistationen. 

Det viste sig, at den 18-årige ikke har noget kørekort, og han er foreløbigt sigtet for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for fem gange kørsel over for rødt, for at køre for stærkt og for at stikke af fra et færdselsuheld. 

Østjyllands Politi behandler sagen som vanvidskørsel og er ved at finde ud af ejerforholdet på bilen, som dog sandsynligvis er totalskadet. 

**

77-årig kvinde i kritisk tilstand efter trafikulykke

En 77-årig kvinde er indlagt i kritisk tilstand, efter hun søndag kl. 11.46 var involveret i et færdselsuheld. 

Den 77-årige kom cyklende rundt i en rundkørsel ved Havkærvej/Blomstervej i Tilst, da en 24-årig kvindelig bilist kørte ud i rundkørslen og ramte ind i hende. 

Den 77-årige blev hurtigt kørt til hospitalet, hvor hun nu er indlagt. Den 24-årige er foreløbigt sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

**

16-årig ung mand indlagt efter færdselsuheld

En 16-årig ung mand blev søndag indlagt på hospitalet efter et færdselsuheld på Karen Blixens Boulevard i Brabrand. 

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken kl. 15.33, og de foreløbige undersøgelser tyder på, at den 16-årige kom kørende på motorcykel, da han kørte ind i siden på en bil, som drejede til venstre ad Lottesvej.

Den 16-årige ligger p.t. i kunstigt koma, og Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om hans tilstand.  Hans pårørende er underrettet. 

En bilinspektør foretog undersøgelser på ulykkesstedet og skal nu udarbejde en rapport om de nærmere detaljer omkring uheldet. 

**

 

Sigtet efter hashfund i bilen

En 18-årig mand blev søndag kl. 21.21 standset af en patrulje på Valhalvej i Åbyhøj, og da betjentene fik mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev den ransaget, og bilisten visiteret. 

I handskerummet lå flere salgsposer med hash og skunk, og i den 18-åriges lomme fandt patruljen nogle tusinde kroner i kontanter. 

Da betjentene mistænkte, at pengene stammede fra narkosalg, blev både kontanter og stoffer beslaglagt. 

Den 18-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Nægtede at opgive navn og blev anholdt

Østjyllands Politi fik søndag kl. 21.17 en anmeldelse om, at tre personer var ved at komme op at slås midt på Guldsmedegade i Aarhus C. 

Da en patrulje, ankom til stedet, var der ikke slåskamp, men der stod nogle personer samlet, og en 25-årig mand havde tydelige skrammer i ansigtet. Den 25-årige var noget opfarende og havde ikke lyst til at svare på politiets spørgsmål, og han nægtede at opgive navn og fødselsdato til patruljen. 

Derfor blev han til sidst anholdt og taget med på politistationen, hvor betjentene fandt frem til hans identitet. Han blev sigtet for at nægte at opgive sit navn til politiet. 

**

 

Indbrud i flere butikker i Bazar Vest

Østjyllands Politi fik søndag kl. 9.08 en anmeldelse om, at der havde været indbrud i flere butikker i Bazar Vest i Brabrand. En patrulje kørte til stedet og konstaterede, at mindst fem restauranter/butikker havde haft ubudne gæster, der primært havde stjålet kontanter. 

Betjentene sikrede spor på stedet, og Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 6.37 skete der et færdselsuheld i krydset Jyllands Allé/Vilhelm Becks Vej i Højbjerg. En 24-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 57-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. Da den 24-årige virkede påvirket, bad den 57-årige ham blive på stedet, mens han kontaktede politiet. En patrulje kom frem, og da en alkometertest viste en promille over det tilladte, blev den 24-årige anholdt og sigtet for spritkørsel. Han blev desuden sigtet for narkokørsel, da betjentene mistænkte, at han var påvirket af stoffer. En blodprøve skal nu vise, om han havde narko i blodet. 

Søndag kl. 23.45 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Åbyhøj. Da den 25-årige havde en joint i hånden, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, ligesom han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, da der lå en peberspray i bilen. En 31-årig mand, der var passager i bilen, havde en mindre mængde skunk på sig, som han blev sigtet for at besidde. 

Natten til mandag kl. 1.55 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Stangerum ved Gjerlev J. Da betjentene fandt noget hash i handskerummet, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Gl. Hadsundvej i Randers C begået mellem lørdag d. 13/11 kl. 19.30 og søndag d. 14/11 kl. 9.30
På Skoleparken i Beder begået mellem lørdag d. 13/11 kl. 13.00 og søndag d. 14/11 kl. 11.30




 
 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi