Billigere busbilletter har længe været et ønske blandt aarhusianere og har fyldt i både budgetforhandlingerne, kommunalvalgkampen og konstitueringen af det nye byråd. Nu indføres de lavere priser som et forsøg på tre udvalgte buslinjer: 11, 14 og 17, der bl.a. dækker det nordlige, vestlige og sydlige opland til Aarhus.
Forslaget går ud på, at busbilletter til 15 kroner skal gælde på alle ugens dage og hele døgnet på de tre linjer, hvor der blandt andet er endestationer i Harlev, Sabro, Solbjerg og Studstrup. For en voksen betyder det en væsentlig besparelse, da de nye billetter forventes at koste cirka en tredjedel af den nuværende pris for tilsvarende ture fra oplandsbyerne til midtbyen.
Forsøget kræver godkendelse fra Midttrafiks bestyrelse, der afholder møde den 23. januar. Hvis bestyrelsen godkender initiativet, forventes introduktionen af de billigere billetter at ske i løbet af marts måned.
Linjerne 11, 14 og 17 betjener en række områder i Aarhus Kommune, herunder Harlev, Årslev, Brabrand, Åbyhøj, Viby, Stavtrup, Ormslev, Sabro, Tilst, Aarhus V, Hasle, Grøfthøj, Studstrup, Skæring, Egå, Risskov, Trøjborg, Holme, Tranbjerg og Solbjerg. Alle tre linjer passerer Aarhus Midtby og tilbyder mulighed for at hente 15-kronersbilletter fra ethvert stoppested på ruten. Besparelsen er op til 31 kroner på en 4-zoners rejse og 11 kroner på en kortere rejse på 2 zoner.
Billetten kan købes via appen Rejsebillet, hvor Midttrafik lancerer en ny specialbillet. Den kan anvendes på alle tre linjer, også ved skift mellem dem, men skifter man til en anden linje eller til letbanen undervejs, skal der købes en ny billet for den del af rejsen.
Dette forsøg er besluttet som en del af budgetaftalen for 2026. Imens forbereder Teknik og Miljø i samarbejde med Midttrafik de nødvendige analyser og beregninger, så Aarhus Byråd kan tage stilling til, om 15-kronersbilletter skal udvides til hele kommunens kollektive transportnetværk.