Døgnrapporten i Tilst: tirsdag den 16. november

Profilbillede
dato

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.00 

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 11.00 en 18-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for røveri. Ifølge sigtelsen begik den 18-årige røveriet sammen med flere andre gerningsmænd, da de mandag mellem kl. 21.00 og 21.45 overfaldt en 17-årig ung mand ved et busstoppested på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. 

Den 17-årige blev ifølge sigtelsen stukket med en kniv i siden og tildelt flere slag, inden gerningsmændene tog hans mobil og nogle nøgler. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Den 18-årige blev anholdt natten til tirsdag på sin bopæl i Aarhus og fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 

Da der formodes at være flere gerningsmænd, anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, som kan have set overfaldet mandag aften omkring busstoppestedet ud for Søren Frichs Vej 53B – tæt på Netto. Har du oplysninger i sagen, så kan du kontakte politiet via tlf. 114

**

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 14.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 14.00 to mænd på 32 og 45 år i grundlovsforhør i Retten i Randers. De sigtes for indbrud og for at under særligt skærpende omstændigheder at have transporteret og opbevaret flere funktionsdygtige skydevåben. 

Ifølge sigtelsen stjal de to mænd natten til tirsdag et våbenskab med to jagtgeværer, en riffel og ammunition under et indbrud i et hus i Kousted nordvest fra Randers. 

Mændene blev anholdt natten til tirsdag ved en adresse i Favrskov, hvor våbenskabet blev fundet. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

77-årig kvinde død efter trafikulykke

En 77-årig kvinde fra Tilst afgik mandag ved døden, efter hun havde været involveret i en trafikulykke.  

Ulykken skete søndag middag, da den 77-årige kom cyklende rundt i en rundkørsel ved Havkærvej/Blomstervej i Tilst. Her blev hun ramt af en bil, ført af en 24-årig kvinde. 

Den 77-årige blev indlagt i kritisk tilstand, mens den 24-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Da den 77-årige er afgået ved døden, er den 24-årige nu sigtet for uagtsomt manddrab. 

**

Tyve stjal kabler og blev anholdt

En mand overraskede natten til tirsdag kl. 00.39 to mænd, der var i færd med at stjæle nogle genstande fra en skrothandler på Ballevej i Odder. Manden kontaktede politiet, og en patrulje i nærheden kørte til skrothandleren.  

Lige da patruljen kom frem, så de en bil med to mænd køre fra stedet, og betjentene vendte hurtigt bilen og fik kort efter standset køretøjet. 

I bilen sad to mænd på 45 og 50 år, og bag i bilen lå flere kabler, som det viste sig var stjålet fra en opbrudt container hos skrothandleren. Den 50-årige mand, som kørte bilen, har ikke kørekort og blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. 

Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri. 

**

To udlændinge sigtet for ulovligt arbejde under prostitutionskontrol

Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager foretog mandag aften kontrol af flere steder i Aarhus, hvor der udøves prostitution. 

Betjentene dukkede blandt andet op på en adresse i Viby, hvor de traf to kvinder, som arbejdede som prostituerede på stedet. 

Den ene er en 41-årig russisk statsborger, mens den anden er en 29-årig thailandsk statsborger. Ingen af dem havde en arbejdstilladelse, og de blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt arbejde. Den thailandske kvindes visum var udløbet, og hun blev derfor også sigtet for ulovligt ophold. 

De to kvinder er nu tilbageholdt på udlændingeloven, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om de skal udvises af landet. 

**

Forsøgte at flygte, men blev indhentet af betjent

En patrulje standsede mandag kl. 14.15 en bil med fire mænd, som kørte rundt på Kappelvænget i Aarhus V.  Da bilen holdt ind til siden, sprang to af mændene ud og løb fra stedet. 

En betjent løb efter den ene, en 26-årig mand, som forsøgte at gemme sig i en bygning i nærheden. Han blev dog fundet og anholdt. 

Da han blev visiteret, fandt betjenten en mindre mængde hash i hans lomme, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Desuden blev han sigtet efter ordensbekendtgørelsen ved at have løbet fra politiet trods flere anråb. 

Tilbage ved bilen kunne den anden betjent lugte hash, og de to tilbageblevne mænd blev visiteret, og bilen blev ransaget. Under det ene sæde lå der en mindre mængde hash, som en 27-årig mand erkendte var hans. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Gemte kokain i et kinderæg

Mandag kl. 12.00 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra nogle vagter på strøget i Aarhus, der havde problemer med en aggressiv mand, der råbte af tilfældigt forbipasserende ved Søndergade. Politiets specialpatrulje kørte til stedet og tog kontakt til manden, der blev skønnet påvirket af narko. 

Under visitationen blev den 44-årige mand fundet i besiddelse af en gul plastikbeholder fra et kinderæg indeholdende flere salgsposer med kokain. Den 44-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

Det viste sig i øvrigt, at manden ikke var vendt tilbage til fængslet efter udgang, og han blev derfor anholdt med henblik på at blive tilbageført til fængslet. 

**

Patrulje fandt hash i bil

En patrulje standsede natten til tirsdag kl. 1.21 en bil på Nordostvej i Randers C, da de så, at bilens nummerpladelys ikke virkede. 

Da betjentene tog kontakt til de to mænd på 27 og 29 år, som sad i bilen, kunne de lugte hash, og derfor blev bilen ransaget, og mændene visiteret. 

Gemt i en pose under det ene sæde lå en plade hash, og da den 27-årige erkendte, at det var hans, blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Færdsel

Mandag kl. 07.00 skete der et færdselsuheld på Hasle Ringvej kort før krydset ved Herredsvej i Aarhus V. En ukendt fører af en handicapbus kom kørende ad Hasle Ringvej mod syd, da vedkommende påkørte en bil, ført af en 28-årige kvinde, der efterfølgende blev skubbet frem i en anden bil, der blev ført af en 45-årig mand. Føreren af handicapbussen kørte herefter fra stedet uden at give sig til kende. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af uheldet. 

Mandag kl. 08.30 skete der et færdselsuheld på Tåsingevej i Randers SV, da en personbil, ført af en 29-årig mand og en lastbil, ført af en 56-årig mand, stødte sammen, idet personbilen kørte over i modsatte kørebane. Den 29-årige mand har forklaret til politiet, at han muligvis var faldet i søvn bag rattet, da han var på vej på arbejde. Alt var sortnet for ham, hvorefter han stødte sammen med lastbilen. Den 29-årige mand blev kørt til undersøgelse på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorlig til skade. Han blev efterfølgende sigtet for ikke at have været i stand til, formentlig på grund af manglede søvn, at føre bil på forsvarlig vis. 

Mandag kl. 16.26 skete der et færdselsuheld på Vesterport i Aarhus C. En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Vesterport og skulle drenge til højre i krydset ved Nørre Allé, da han påkørte en 23-årig mandlig cyklist, der skulle lige over i krydset. Den 23-årige cyklist fik nogle skader i ansigtet og blev kørt til nærmere undersøgelse på skadestuen. Den 18-årige bilist blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt, og den 23-årige cyklist blev sigtet for ikke at have haft lys på cyklen. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

  • På Rosenhøj Allé i Viby begået lørdag d. 13/11 kl. 16.00
  • På i Kousted ved Randers NV begået natten til tirsdag på et endnu ukendt tidspunkt
  • På Hammershusvej i Aarhus V begået mellem fredag den 12/11 kl. 15.00 og søndag den 14/11 kl. 16.00 
  • På Vester Kringelvej i Ega begået mellem søndag den 5/9 kl. 22.00 og mandag den 6/9 kl. 07.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi