Døgnrapporten i Tilst: mandag den 20. september

Profilbillede
dato

Tilst er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.00 en 42-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for indbrud og forsøg på indbrud. 

Den 42-årige blev anholdt natten til mandag kl. 3.59. Syv minutter tidligere havde politiet via et vagtselskab fået en anmeldelse om, at en person var brudt ind i en natklub på Middelgade i Randers. 

Der var gået en alarm i natklubben, og på overvågningen kunne vagtselskabet se en mand gå rundt på stedet. De kontaktede politiet og gav et godt signalement. 

En patrulje opdagede kort efter den 42-årige, der kom cyklende tæt på gerningsstedet, og da han svarede til signalementet, blev han anholdt. Han havde nogle arbejdshandsker og en lygte på sig, som betjentene beslaglagde. 

En dør til natklubben viste sig at være brudt op, men der var umiddelbart ikke stjålet noget. Derfor blev den 42-årige sigtet for forsøg på indbrud. 

Ud over nattens forsøg på indbrud fremstilles den 42-årige også for et indbrud den 1. september i Brødregade i Randers, hvor der blev smidt en brosten gennem et vindue på en butik, hvorefter der blev stjålet en del badetøj, undertøj og parfumer. 

Den 42-årige har flere domme for lignende forhold bag sig, og han fremstilles derfor i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. 


**

 

Færdselsindsats i Østjylland i weekenden

Østjyllands Politis færdselsafdeling afholdt fredag og lørdag færdselskontrol med assistance fra andre jysk/fynske politikredse. 

Fredag var indsatsen primært koncentreret omkring Ringvejen og i det vestlige Aarhus. Her blev blandt andre en narkopåvirket bilist stoppet på Silkeborgvej og endte med både at blive sigtet for narkokørsel og for besiddelse af narkotika, idet betjentene fandt narko i forbindelse med ransagning af hans bil. 

Yderligere en narkopåvirket billist blev standset, da han valgte at køre overfor rødt lys i krydset Ringvejen/Edwin Rahrs Vej. 

En anden billist havde også meget svært ved at respektere lyssignalerne på Edwin Rahrs Vej. 
To gange kørte han frem for rødt lys ved at benytte svingbaner til at køre uden om de holdende biler og herefter overfor rødt. Anden gang skete det ligeledes mellem fodgængere, der var på vej over fodgængerfeltet. Idet hans historik i forvejen var noget blakket med færdselsforseelser, blev kørekortet inddraget på stedet.

Fredagens indsats endte med 45 sigtelser fordelt på 36 personer.

8 x Hastighed (klip)
7 x Brug af mobiltelefon
5 x Kørsel frem for rød lys 
2 x Narkokørsel
2 x Ulovlig overhaling
2 x Øvrige manøvreforseelser
2 x Fejl og mangler på bilen 
2 x Straffelovsovertrædelser
1 x Hastighed (betinget frakendelse)
1 x Spirituskørsel
1 x Kørsel uden førerret
1 x Kørsel i frakendelsestiden
1 x Manglende sele
10 x andre færdselslovsovertrædelser 

Lørdagens indsats var rettet mod de østjyske motorveje. Her blev 49 personer sigtet og heraf kan nævnes: 

26 fik klip for hastighedsovertrædelser – heraf 13 på motorvejen. 8 af de 26 sigtede fik en betinget frakendelse for at køre for hurtigt. Her kan specielt nævnes, at på Tilst Vester Vej i Tilst fik tre betinget frakendelse samt ét klip i løbet af 40 min.

10 blev sigtet for at køre for tæt på motorvejen. Her kan syv forvente et klip, mens tre billister kørte så tæt, at de må forvente en betinget frakendelse af kørekortet
6 billister fik klip for at benytte håndholdt telefon
3 kørte uden sele
1 lavede en ulovlig overhaling
1 kørte bil selvom vedkommende var frakendt førerretten 

**

 

Gerningsmænd kørte stjålet bil ind i vindue

Østjyllands Politi fik søndag kl. 6.41 en anmeldelse om, at en varevogn bevidst var kørt direkte ind i et vindue ved en ejendomsmægler på Frederiks Plads i Aarhus C. 

Flere beboere var vågnet ved et højt brag, og vidner havde set en varevogn køre derfra. 

En patrulje, der kørte til stedet, kunne konstatere, at der var kommet et stort hul i vinduespartiet ind til ejendomsmægleren, men tilsyneladende havde gerningsmændene ikke nået at gå ind derind, og der var umiddelbart ikke stjålet noget. 

Via overvågningsbilleder kunne politiet se registreringsnummeret på varebilen, og det viste sig, at den samme morgen var blevet stjålet fra Skt. Anna Gade i Aarhus. Et par timer efter blev bilen fundet forladt på Ole Rømers Gade i Aarhus. 

Det lykkedes i første omgang ikke at få fat i gerningsmændene, men Østjyllands Politi har sikret spor og afhørt flere vidner og efterforsker nu sagen nærmere. 

**

35-årig kørte ind i bil og faldt i søvn – sigtet for narkokørsel

En medarbejder på genbrugsstationen på Birkegårdsvej i Hasselager kontaktede søndag kl. 17.13 politiet og fortalte, at en mand havde kørt ind i hans bil, og han mistænkte, at bilisten var påvirket. 

Medarbejderen forklarede, at bilisten sad og sov i sin bil på genbrugspladsen, da den skulle til at lukke. Da medarbejderen vækkede ham, kørte bilisten ind i medarbejderens bil, hvorefter han standsede og igen faldt i søvn bag rattet. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de fik vækket den 35-årige mand. Han virkede voldsomt påvirket af stoffer eller alkohol, og han blev anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel. Desuden blev han sigtet for at have kørt ind i en anden bil, og da han er frakendt kørekortet, blev han også siget for kørsel i frakendelsestiden. 

**

Borger ledte politiet til mand med kniv

En opmærksom borger ringede søndag kl. 18.20 til politiet, da hun så en mistænkelig mand gå rundt og rode rundt i nogle kasser med byggemateriale på en byggeplads på Jernbanegade i Randers C. 

De betjente, der kom til stedet, så, at et stykke af hegnet omkring pladsen var blevet løftet op. Manden var ikke længere på byggepladsen, men patruljen kørte rundt i området og kort derfra opdagede de en 31-årig mand, der svarede nøje til signalementet fra anmelderen. 

Han havde ingen koster på sig, men han blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri. Under visitationen af ham fandt betjentene en kniv i hans ene lomme, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. 

**

 

Kvinde gjorde folk utrygge og forsøgte at køre fra politiet

Et par unge kvinder kontaktede søndag aften omkring kl. 20.50 politiet, da de blev utrygge ved, at en bil kørte i langsom hastighed bag dem, mens de gik på gaden i Tranbjerg. Kvinderne var til sidst gået ind ad en sti, hvor bilen ikke kunne køre. 

Kort efter den anmeldelse kom en anmeldelse fra en mand, der fortalte, at han blev forfulgt af en bil i Solbjerg. En bil af samme type som den i Tranbjerg. 

En patrulje i området fik lidt efter øje på den omtalte bil, da den kørte rundt på Gammel Horsensvej i byen. Bag rattet sad bilen ejer, en 61-årig kvinde, som ignorerede patruljen, selvom de satte blink og sirene til. I stedet fortsatte hun sin kørsel i flere minutter med politibilen lige bag sig. 

I et lyskryds i Viby holdt kvinden for rødt, og her kørte patruljen op foran hende og fik hende ud af bilen. Den 61-årige nægtede i første omgang at oplyse sit navn, og hun blev derfor både sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at nægte at oplyse ID til politiet. 

Der var umiddelbart ingen fornuftig forklaring på, hvorfor kvinden havde kørt efter flere personer. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 17.44 blev en 60-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Skelagervej i Aarhus N. I første omgang oplyste den 60-årige navn og personnummer på en anden person, men det fandt betjentene ud af, og den 60-årige opgav sin rette identitet, hvorefter han blev sigtet for falsk anklage. Desuden blev han sigtet for kørsel uden i frakendelsestiden, da det viste sig, at han var frakendt kørekortet. 

** 

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Ahornvej i Harridslev begået mellem lørdag d. 18/9 kl. 22.30 og søndag d. 19/9 kl. 15.40
På Laksegade i Randers NØ begået mellem fredag d. 17/9 kl. 17.00 og søndag d. 19/9 kl. 16.25
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi